Alupex rør er den nyeste hype indenfor DIY: Se, hvordan de bliver til smuk belysning
Er du på udkig efter en ny lampe til hjemmet, så overvej om du ikke skal lægge vejen forbi byggemarkedet i stedet for lampehandleren. Vi er stødt på en ny DIY-tendens på Instagram, som er helt genial til især hjemmelavede lamper.
Der er bare nogle overraskende materialer, der er geniale til DIYs.
Det seneste geniale DIY-materiale, vi er stødt på, finder du i byggemarkedet: Alupex-røret.
Alupex røret bruges normalt i VVS-sammenhænge. Men på Instagram er der dukket flere eksempler på DIYs op, hvor røret bliver brugt som lampearm til væglamper.
Og det giver god mening, at alupex er blevet en populær ingrediens til hjemmelavede lamper: røret er nemlig nemt at bukke og forme, og du kan derfor give lampen lige det udtryk, du drømmer om, uden at skulle bruge mange forskellige værktøjer.
Inspireret af populær lampefavorit
Trenden med at føre en lampeledning gennem et rør og lade røret være en dekorativ del af væglampen udspringer uden tvivl fra Muller van Severens populære lampe for Valerie Objects.
Men i stedet for blot at give røret et enkelt buk i toppen, har skaberne af de hjemmelavede versioner givet idéen et nyt twist – eller flere egentlig.
Se bare de 2 fine eksempler herunder, og få guiden til, hvordan du selv laver en væglampe med et alupex rør, nederst.
Lav selv den fine lampe
Har du fået lyst til at kaste dig over et lignende lampe-projekt, er denne DIY heldigvis i den nemmere (og billigere) afdeling.
Og udtrykket på din lampe kan du selv bestemme. Der er ingen regler for, hvordan røret skal bukkes - og det er kun din egen fantasi, der sætter grænserne.
God byggelyst!
Det skal du bruge
- 1 alupex rør
- Evt. sav
- Sandpapir
- Grunder
- Spraymaling eller maling i en selvvalgt farve
- Ledning
- Fatning
- Lampeskærm
- Stikprop
- 2-3 rørbærer
- Boremaskine
IDÉ Lampeskærmen kan du fx finde i din lokale genbrug, i en billig version i byggemarkedet eller lave selv, alt efter hvilket udtryk, du drømmer om, at din lampe skal have.
Sådan gør du
- Start med at buk røret, så det har den form, du gerne vil have. Sav evt. noget af røret, hvis det er for langt.
- Slib derefter røret let, og giv det et lag grunder.
- Når grunderen er tør, skal røret males. Giv evt. røret to lag, hvis det første lag ikke dækker godt nok.
- Når malingen er tør, skal du føre ledningen gennem røret.
- Monter fatningen og lampeskærm i den ene ende af ledningen.
- Monter efterfølgende røret på væggen, der hvor du gerne vil have det til at hænge, med rørbærerne.
- Når lampen er monteret på væggen, klipper du ledningen til, så den passer i længden hen til stikkontakten.
- Til sidst skal stikproppen monteres og sættes i stikkontakten - og så er lampen klar til at blive tændt!
TIP Er du i tvivl om, hvordan du monterer fatning og stikprop på ledningen, kan du finde flere video-guides på fx YouTube.com.