5 overraskende ting, du kan med din sodavandsmaskine
De er ikke kun oplagte at bruge, når tørsten melder sig!
Da de første gang havde sit indtog i Danmark i 80'erne var de noget ganske særligt. Noget helt nyt og spændende - dog ikke allemandseje.
I dag er der mange, der har en sodastreamer stående på køkkenbordet og således er selvforsynende med danskvand, og for nogles vedkommende også sodavand.
Men hvor de fleste formentlig bruger deres boblemager til at slukke tørsten på en lidt mere interessant måde end med fladt postevand, så kan det brusende vand faktisk bruges i en hel del andre, smarte sammenhænge.
Og når du nu alligevel har investeret i den, hvorfor så ikke få det maksimale ud af din lille køkkengadget?
5 ting, du kan bruge din danskvandmaskine til
Pletter
Fordi danskvand er mere syreholdig end almindeligt postevand er dets evner ud i rengøring også mere effektiv. Blandt andet er det godt at duppe på pletter på tekstil, inden du kaster det i vaskemaskinen, fordi det opløser og "løfter" pletterne.
Ståloverflader
De kan være virkeligt svære at holde pæne, de kølige ståloverflader, der tit findes i køkkener. Men med en microfiberklud og noget danskvand skulle opgaven være nem at gå til.
Smykker
Har du smykker, du næsten aldrig tager af, så gør det dog alligevel og giv dem en tur i en kop med danskvand, som vil opløse skidt og snavs og få dine smykker til at stråle på ny.
Pandekager
Brug danskvand i stedet for almindeligt vand, når du bager. Det gør dit bagværk mere luftigt og svampet. Det er fx oplagt til pandekager eller vafler, men også mere gængse kager.
Drinks
Det giver måske sig selv - eller også har du slet ikke tænkt nok i det? Din sodavandsmaskine kan give bobler til mere festlige ting end vand. Fx din yndlingsdrink, der blot kan bestå af en juice og en spiritus, som du pifter op.