For under 1.000 kr. har dette par forvandlet et bart lokale til deres drømmebryllup
Det er dyrt at holde et bryllup. Men særligt ét sted var der mange penge at spare for Tina og hendes mand ved at tænke nyt og kreativt.
Bryllupssæsonen er i fuld gang. Og ofte er det at holde et bryllup lig med en stor udgift, men det er lykkedes Tina Roth Lundø Petersen og hendes mand Mick at holde oppyntnings-posten på et absolut minimum.
Faktisk har de brugt færre end 1.000 kroner på at pynte det tomme lokale op.
Tina og hendes mand elsker genbrug og at forvandle gammelt til nyt, og de var derfor heller ikke i tvivl om, at det selvfølgelig skulle være temaet for deres bryllup.
- Stemningen skulle være hyggelig og afslappet. Det var meget vigtigt, at vores gæster følte sig tilpas og følte, de kunne være sig selv. Derfor var nøgleordene også hygge, romantik og varme, fortæller Tina.
Tina gik straks i gang med at søge inspiration på Pinterest, hvor hun forsøgte at omsætte alle de idéer, hun fandt, til genbrugsversioner.
Med hjælp fra Facebook og familie
Jagten på pynten startede med to fem-armede lysestager, som parrets nabo ville smide ud - og derefter tog det fart.
Tina lavede et opslag på Facebook, hvor hun efterlyste flere lysestager, som andre også bare ville smide ud. Det var der heldigvis mange, der ville, så Tina samlede til bunke.
Med endnu et Facebook-opslag og lidt hjælp fra familien, havde hun pludselig også skiver af træ med rå bark til at skabe små plateauer på bordet, syltetøjsglas, der skulle bruges som vaser og to gamle spejle på plads - og det hele var noget, som alligevel bare skulle have været kasseret.
Og da rygtet begyndte at sprede sig, var der også nogle forældre fra parrets børns børnehave, der tilbød, at Tina og hendes mand kunne komme og plukke blomster til bordene i deres have.
3 DIY-favoritter, der gjorde dyr drøm til virkelighed
Den største udgiftspost for parret var det tyl, der hang i loftet, og som havde kostet 400 kr. for 50 meter.
Til gengæld var det også den ting, som Tina og Mick synes, havde den største effekt på stemningen og lokalet, da de draperede det i loftet.
- Vi er rigtig glade for, vi købte tyllen og hang op i loftet. Det emmer af romantik og fik lokalet til at virke mere hyggeligt og varmt, fortæller Tina.
Parret havde desuden en drøm om at have forskellige skilte med stemningsord og citater stående.
Men skiltene blev for dyre, hvis de skulle købe dem færdige. Derfor købte Tina i stedet to staffelier brugt og skrev den tekst, de ønskede, på de gamle spejle, som parret tidligere havde fået af noget familie:
- Vi er super glade for den løsning, da det for os er meget mere personligt. Og alle vores gæster var så imponeret over udsmykningen, fortæller Tina om de hjemmelavede skilte.
Derudover var fotovæggen også en favorit på listen over pynt.
Den har Tina lavet af tre træplader, hun havde derhjemme i forvejen, to gamle Ikea-gardiner og en lyskæde, som hun havde købt brugt.
FLERE IDÉER 12 budgetvenlige idéer til pynt og borddækning til dit bryllup
Resten af de ting, som parret brugte som pynt, var ting, de allerede havde derhjemme. Fx et oliventræ, gamle æblekasser og nogle lanterner.
Udover, at parret kunne spare en masse penge ved at genbruge ting fra deres hjem, så minder alle tingene dem nu også om deres fantastiske bryllup, hver gang de kigger på dem.
Kæmpe stort tillykke med brylluppet og tak for tips!