Vi har talt med de nye Nybyggerne-par: Få et smugkig på deres stil

Er du nysgerrig på, hvem årets par er, og hvilken stil du kan forvente af dem? Vi har taget en snak med dem om indretning, udfordringer og overraskelser.

© André Blinkilde/TV2
  1. september går det løs med første afsnit af årets ‘Nybyggerne’ på TV2, som til fleres overraskelse ikke blev sendt til foråret, men som vi til gengæld kan hygge med dette efterår.

Kl 20.00 ruller første afsnit over skærmen, hvor parrene skal lave soveværelse. Stilen, de lægger for dagen er meget alsidig. Og hvor nogle kaster sig ud i at lave en ret overraskende seng er andre fokuserede på at løfte udtrykket til herskabelige højder.

Vi har talt med alle fire par om, hvad du kan forvente at se fra deres hånd og hvilken stil, de går efter. Læs med og se mere herunder.

“Vi lavede et mantra om, at den røde tråd er, at der ikke er nogen rød tråd”

Malene og Christian, gult hus

© André Blinkilde/TV2

Hvem er I?

  • Vi kalder os selv koldbøtterne, fordi vi er nogle energiske og lidt skæve typer. Det vigtigste for os er, at processen skal være sjov. Og så har vi altid en idé i ærmet - det kan være hvad som helst. Vi havde faktisk overhovedet ikke nogen tanker om, hvad vi skulle lave, før vi ankom i Nybyggerne, for vi kunne ikke forberede os - vi vidste ikke hvordan huset ville se ud eller i hvilke omgivelser, det lå. Så det, vi formår at skabe i vores nybyggerhus, kommer fuldstændigt fra hoften.

Hvordan vil I beskrive jeres stil i Nybyggerne?

  • Vi lavede faktisk lidt et mantra om, at den røde tråd er, at der ikke er nogen rød tråd. Så det skulle være en ny oplevelse, hver gang man åbner en dør - så man får fornemmelsen af at gå ind i en fuldstændig anden verden. Det skulle ikke være sådan at man kunne regne ud, at “så kommer deres badeværelse til at se sådan ud, fordi deres soveværelse så sådan ud” - vi prøvede virkelig at tage røven på det hele ved at lave noget fuldstændigt gakket. Og så sørgede vi også hele tiden for at lave noget, vi ikke havde prøvet at lave før, for virkelig at udfordre os selv. Og måske endda noget, vi ikke havde prøvet før, men måske også noget ingen havde prøvet før.
© Privat
© Privat
© Privat

Hvordan er den anderledes fra jeres “private”?

  • Lige nu bor vi på Møn i en ejendom, som har et meget Morten Korch-agtigt udtryk, og der er nærmest ikke én ting, som ikke har en historie. Det er meget sort/hvid, hvorimod det i ‘Nybyggerne’ er en helt anden stil.

Hvor finder I inspiration til jeres indretning?

  • Det gør vi på kilometer syv! Vi løber rigtig meget, og når vi begynder at blive lidt trætte og vi har løbet omkring syv kilometer, så begynder der at komme den ene idé efter den anden. Det er meget naturen i det hele taget - det der med at sidde derhjemme og kigge ind i en væg, det giver os ikke så meget. Der skal helst lidt puls på, og så ud i naturen. Om det er en skov eller en strand eller en mark, det betyder ikke så meget.
  • Vi fandt ud af i Nybyggerne, at der var noget der hed Pinterest, hvor man kunne søge inspiration, og det var en helt ny verden for os! Men vi bliver inspireret, både når vi er ude at rejse og for den sags skyld også i København. Når man kommer lidt væk fra hovedgaderne er der mange sjove, skæve ting, som man ikke ser hver dag, i hvert fald på Møn. Det kan godt så nogle frø, som vi så muligvis helt ubevidst tager udgangspunkt i senere.

Hvordan er jeres rollefordeling/arbejdsfordeling?

  • Vi er lidt som sådan to Duracell-kaniner. Den der får fat i penslen først er den, der maler, og den der får fat i saven er den, der saver. Vi er meget ligeværdige og spiller meget op mod hinanden. Vi er lige dårlige til det hele, haha! Der er ikke mange ting i Nybyggerne, som vi laver eller står over for og har prøvet før. Så derfor kunne det lige så godt være den ene, der gjorde noget, som det kunne være den anden.

Hvordan skiller I jer ud fra de andre?

  • Vi er fuldstændig skøre, hvis vi snakker om indretning, altså. Hvis man gik ind til de andre par og så, hvordan soveværelset så ud, så havde man nogenlunde en idé om, hvordan der kunne se ud i de andre rum. De havde ligesom denne her gennemgående stil - og det er jo super fedt! Men der er vi måske lidt skøre og prøvede virkelig at udfordre konceptet. Mette Helena var nok allerede efter det første rum bange for, om vi nu havde flere idéer til de næste rum.

Hvad er jeres erfaring med renovering?

  • På mange måder har vi kastet os ud i noget, som vi i virkeligheden slet ikke har erfaring med. Vi har ikke den store erfaring indenfor renovering og har for eksempel aldrig prøvet at sætte en dør i. Vi har aldrig tilsluttet et toilet. Vi har aldrig sat en vandlås på før. Så det har været lærerigt og sjovt at prøve. Man bliver kreativ, når man står i lidt pressede situationer.

Hvad har overrasket jer mest ift processen?

  • At det var så hårdt, helt klart. Det tog faktisk røven på os begge to. Man glemmer at sove. Og når man så glemmer at sove i forvejen, så kan der godt være lidt lettere til tårer - og så ender man faktisk op med at sidde og tude flere gange, end man lige havde set komme. Så lige så humoristiske vi er, lige så sårbare og følsomme er vi. Det kom faktisk bag på os, at vi var så følelsesladede. Og også, hvor vigtigt det var for os med denne her bedømmelse uge for uge. De første par uger gled det lidt hen over hovederne på os, men lige pludselig kunne vi godt mærke, at det faktisk betød noget. Det var ikke bare et hus. Det var drømmehjemmet, vi var ved at skabe.

Hvilket element synes I er blevet bedst?

  • At vi formåede at få alle de her skøre ting bundet sammen til sidst, så det hele gav mening - i hvert fald for os. For vi var nogle gange ude i noget hvor vi tænkte “okay, det skal jo så spille sammen med det her, og dét skal spille sammen med dét”. Så selvom der ikke var en rød tråd, så skulle der alligevel bindes en sløjfe til sidst, så det hele gav mening.

Hvad krævede mest af jer?

  • At holde os inden for de rammer, der var sat op. Når man til dagligt er selvstændig og har været det i lige så lang tid, man kan huske, så kan det godt være lidt svært at holde sig indenfor nogle rammer, man ikke selv har sat. Men på trods af det, var hele oplevelsen til ti stjerner.

Hvad håber I, at seerne tænker om jeres indretning?

  • Vi håber at de ser, at det er ok at vælge det, man rigtig godt selv kan lide, og ikke det man tror på, ens venner og familie kan lide. At det faktisk godt kan blive fedt, hvis man er tro mod sig selv. Indret med hjertet i stedet for med hovedet.

Hvilket hus ville I helst overtage, hvis I skulle vælge et andet end jeres eget?

  • De er så flotte, at vi godt bare kunne flytte ind i et hvilket som helst af dem. Det er nogle meget flotte resultater, og det var også noget af det, der var lidt irriterende, haha - at alle faktisk var så gode. At se så unge mennesker have så fantastisk fed en stil og kunne indrette et helt hjem, det var vi meget imponerede over. De var enormt stilsikre, alle de tre andre par. Vi kan se elementer i alle husene, hvor vi bare tænker “wauw”. Drømmescenariet var selvfølgelig at vi alle sammen bare kunne få nøglen til vores hus og flytte sammen ude på denne her fantastiske vej.

Hvordan har det været at se de to første programmer?

  • “Lyder jeg sådan? Er jeg så sur?” Haha. Man er vel altid sin egen største kritiker. Vi har stået i nogle pressede situationer, hvor man ikke altid har været lige god til at klappe hinanden på skulderen, når vi har været seje. Men det var fedt at se de første to programmer - det var godt at mødes igen.

“Vores stil er meget herskabelig, og vi elsker stuklofter og højt til loftet”

Stephanie og Kristoffer - Rødt hus

© André Blinkilde/TV2

Hvem er I?

  • Stephanie er typen, der gerne vil ud af vagten. Kristoffer er typen, der går meget op i at nørde ting til fulde og bruge lang tid på det. Han holder lidt igen, og siger “nu skal vi lige, og vi skal også, og vi skal også lige”. Så i forhold til de andre nybyggere er vi altid taget senere ud at handle end de andre, fordi vi lige følte, vi skulle have styr på alt, hvor alle andre var mere ‘afsted, ud at købe ind’. Når de så kom tilbage med første læs, SÅ kunne vi tage afsted, haha. Men det betyder også, at vi kommer hjem fra rigtig mange indkøb, hvor vi så heller ikke mangler noget, men bare har alt - og det er jo mega fedt.

Hvordan vil I beskrive jeres stil i Nybyggerne?

  • Vores stil er meget herskabelig, og vi elsker stuklofter og højt til loftet. Den har lidt et gammeldags udtryk, men stadig med et moderne touch i form af de farver, vi arbejder med. Indretningen med møbler er også stadig meget moderne - så det er et miks af herskabelig og lidt gammeldags stil kombineret med noget meget moderne - med et touch af en lidt romantisk stil også.

Hvordan er den anderledes fra jeres “private”?

  • Vi bor i en lejlighed, som vi lejer, så det er virkelig begrænset, hvor meget vi kan lave i lejligheden. Men det vi har fået lov til at lave af vores udlejer har også været den stil, vi har i Nybyggerne.

Hvor finder I inspiration til jeres indretning?

  • Noget af det, der påvirker os meget er stemningsfyldte rum. Om det er på en restaurant, i private hjem eller om så vi kommer ind på et slot eller er til forskellige arrangementer. Så snakker vi om, hvilke elementer, der er i det her rum og på den måde får vi skabt os nogle indtryk og finder ud af, hvordan vi kan gøre det til vores eget. Vi er meget draget af det herskabelige look med stukloft og lister på væggen.

Hvordan er jeres rollefordeling/arbejdsfordeling?

  • Når vi arbejder, vil vi gerne gøre tingene sammen og sørge for, at vi begge to er tilfredse. Vi vender alle idéer, inden vi kaster os ud i det, og de møbler, vi laver, laver vi sammen og vi lægger gulvet sammen. Det er selvfølgelig ret tidskrævende, og det kunne vi også godt mærke nogle gange. Men selvom det havde været mere effektivt at gøre det anderledes, så havde der ikke været det samme samspil og den samme sjæl i vores rum.

Hvordan skiller I jer ud fra de andre?

  • Vi skiller os meget ud på stilen og udtrykket med det her herskabelige, lidt gammeldags look. Af et ungt par at være er det måske lidt atypisk at vælge at bo i sådan en lidt gammeldags stil, men rent personlighedsmæssigt er vi faktisk meget ens alle sammen, fordi vi alle sammen er enormt sociale typer - og vi havde det bare så fedt sammen deroppe. Vi var rigtig gode til at supplere hinanden.

Hvilke fordele har i?

  • Vi er meget optimistiske, og vi er glade hele vejen igennem. Og så har Kristoffer og jeg fra starten sagt, at målet i sidste ende ikke var at vinde rum for rum - selvfølgelig er det en kæmpe, kæmpe anerkendelse at vinde et rum - men det er faktisk mere processen vi har fokuseret på. Og vi har haft det mega sjovt.

Hvad er jeres erfaring med renovering?

  • Vi er nærmest helt grønne. Vi har bygget nogle små projekter og malet en væg eller to, men sådan noget som at komme op til de der helt rå vægge, det var helt vildt skræmmende. Vi har set andre lave lidt, da vi boede hjemme hos vores forældre, og vidste måske, hvordan det meste værktøj så ud, og hvad tingene hed, men vi har aldrig rigtigt selv været med. Vi har ingen erfaring med at gå fra materiale til at stå med et færdigt møbel.

Hvad har overrasket jer mest ift processen?

  • Hvor hårdt det var - især I starten. Det der med lige pludselig at skulle rumme alting og have styr på alle detaljer, 24 timer i døgnet var utrolig hårdt første tre uger, indtil det blev lidt en rutine. Og så var det under tidspres! Der var ikke mulighed for os at lære ting ved først at lave en prototype, som man måske ville gøre i andre byggeprocesser. Det her, det var bare 100 procent fra start, 100 kilometer i timen derudaf - uden særlig meget søvn.

Hvilket element synes I er blevet bedst?

  • Fastholdelsen af vores stil er helt klart det, vi er mest stolt af - at vi kører meget stilsikkert. Det synes vi i hvert fald selv, vi gør, haha.

Hvad krævede mest af jer?

  • At gennemskue, hvordan man gør det rigtigt første gang krævede utrolig mange kræfter. Ikke perfekt, men ihvertfald så det ser godt ud første gang. Du kan ikke bare sige nu ‘gider jeg ikke mere for i dag’. Du skal være i det 24/7 syv, og du kan ikke lægge det fra dig, før det er færdigt. Man går ikke lige tidligt i seng om aftenen, for man vil jo gerne lige afslutte det der fede projekt, man er i gang med – og så får man de der to timers søvn.

Hvad håber I, at seerne tænker om jeres indretning?

  • Vi håber at seerne synes, at det er inspirerende, og at det visuelt er flot. Og også, at folk tænker ‘wow, sådan kunne jeg da også godt bo’. Vi håber også på at inspirere især unge mennesker med samme stil som vi har - at vise, til at det altså ikke er så svært at kaste sig ud i det, og at man sagtens kan lave en masse fede ting, også selvom man ikke har nogen erfaring eller er nybygger. Vi håber på at vise, hvor lidt der egentlig skal til for at gøre et rum eksklusivt og fedt, eller at lave en gammel stue virkelig flot og unik.

Hvilket hus ville I helst overtage, hvis I skulle vælge et andet end jeres eget?

  • Åh den er svær! Der var jo nogle af rummene, vi kom ind i hvor vi tænkte, ’hold da op, det er lige os’, og nogle af de andre var måske mindre os – men hvor det var fedt, fordi de alle kørte deres egen stil. Hvis vi måtte sammensætte et hus ud af forskellige rum og plukke lidt fra hvert hus, så ville vi gøre det!

Hvordan har det været at se de to første programmer?

  • Nu har vi jo set ‘Nybyggerne’ i alle sæsoner, der har været – og flere af sæsonerne flere gange, haha. Det er lidt surrealistisk og med helt vildt mange forskellige følelser i kroppen. Stolthed og på samme tid spænding og frygten for, hvad de vælger at vise. Men der har vi snakket om, at vi bare må indfinde os med, hvordan det er og bare være stolte af det. Vi er pisse gode! Hammergode, haha.

“Vi er meget jordnære – det kan man også se i de farver, vi bruger”

Trine og Mikkel - Grønt hus

© André Blinkilde/TV2

Hvem er I?

  • Vi er meget jordnære – det kan man også se i de farver, vi bruger. Derudover er vi svære at stresse, og der skal meget til, før vi rigtig panikker. Det er noget, vi i den grad har draget fordel af i programmet.

Hvordan vil I beskrive jeres stil i ‘Nybyggerne’?

  • Den stil vi har i ‘Nybyggerne’ er nok også den stil, vi ville have derhjemme, hvis vi på samme måde skulle lave ét rum ad gangen. Vi har dog været mere modige med farverne, fordi der var en mulighed for at lave en rød tråd rent stilmæssigt.

  • Vores stil er meget naturlig med keramik, naturlige jordfarver, glas og forskelligt kunst. Vi er inspirerede af, at vi har rejst meget i Uganda og er blevet ret forelskede i de farver, de har der, deres stil og deres indretning. Den stil prøver vi at mikse med en mere nordisk stil, som gør det til vores helt eget.

Hvor finder I inspiration til jeres indretning?

  • Vi finder meget inspiration i naturen og har prøvet at få noget natur med ind i vores indretning. Samtidig bliver vi inspirerede af at gå rundt i genbrugen. Det er Trine, der har 'designerhjernen' og er god til at se et rum for sig. Inspirationen kommer af sig selv, når der er noget at blive inspireret af. Trine kan finde et skab, og så skal rummet indrettes derefter.

Hvordan er jeres rollefordeling?

  • Overordnet set er det Trine, der designer og Mikkel, der bygger. Dermed ikke sagt, at Trine ikke kan bygge, for det kan hun sagtens.

Hvordan skiller I jer ud fra de andre?

  • Det fede ved den her sæson er, at der ikke er to stile, der ligner hinanden. Så vi skiller os ud ligesom alle de andre ved, at vi har vores egen stil. Vi skiller os også ud ved at have kunst med fra de borgere, Trine arbejder med som pædagog. Der bliver kun lavet én af netop den ting, og det gør vores kunst unikt. Og så skiller vi os ud ved alt det genbrug, vi har med.

Hvad er jeres erfaring med renovering?

  • Vi har totalrenoveret vores eget hus.

Hvad har overrasket jer mest ift processen?

  • At man konstant er i gang og hele tiden skal tænke i næste rum, og at man oveni skal spare penge. Der har været begrænsninger, som har gjort, at vi nogen gange skulle gå på kompromis. Det har også overrasket os meget hvor lidt tid, vi egentlig har til at bygge. Når man ser programmet tænker man ”I har hele dage – hvordan kan I ikke nå det?”, men der er shoppetider, og der er sync (interview foran kameraet, rd.) tre gange om dagen og værtsbesøg, og lige pludselig er halvdelen af dagen gået med alt muligt andet end at bygge.

Hvilket element, synes I, er blevet bedst?

  • Vi har været tilfredse med hver eneste rum, og vi har efter hvert færdigt rum kunne se os selv i øjnene og sige, at vi har haft det sjovt. Vi har haft ro i maven til at kunne hygge os med det.

Hvad krævede mest af jer?

  • Det mest krævende har været kun at få 3 timers søvn om natten. Det har overrasket os, hvor meget man kan vænne sin krop til. Efter to uger kunne vi være heldige at få 4 timers søvn og så vågne op og tænke, at vi var veludhvilede. 4 timer var pludselig meget søvn. Man får et adrenalinrush, der gør, at man kan klø på. Derudover var baghaven en kæmpe proces, der trak tænder ud.

Hvad håber I, at seerne tænker om jeres indretning?

  • Vi håber, at de tænker det samme som os; at det er virkelig hyggeligt. At det er personligt, og at der er nogle fede detaljer. Samtidig er det vigtigt for os, at man kan se, at der er nogen, der bor der, og at der er plads til vores datter.

Hvilket hus ville I helst overtage, hvis I skulle vælge et andet end jeres eget?

  • Uh, det er svært at sige. Det må nok være en kombination af de tre huse. Der var rum i hvert hus, som vi godt kunne se os bo i afhængig af hvilke materialer og stile, der er valgt i rummet.

Hvordan har det være at se de to første programmer?

  • Det var meget angstprovokerende. Man ser normalt kun sig selv i spejlet, og nu ser man sig selv i mange forskellige situationer – blandt andet hvor man er træt og koncentreret. Men vi kan godt mærke, at man hurtigt vænner sig til det. Både at blive filmet men også at se sig selv. Vi bliver med tiden meget mere trygge ved det.

“Vi turde næsten ikke at tage udfordringen op, fordi vi skulle på TV”

Sunnvá og Martin - blåt hus

© André Blinkilde/TV2

Hvem er I?

  • Vi er begge to født og opvokset på Færøerne, og det inddrager vi meget i vores indretning, og i den stil vi har. Vi går højt op i materialevalg – at det er nogle naturlige materialer, vi arbejder med, og vi prøver at afspejle naturen i det, vi laver.

Hvordan vil I beskrive jeres stil i Nybyggerne?

  • Vores stil er meget nynordisk. I vores private hjem har vi meget kunst, og det er noget, vi ikke rigtig havde råd og tid til at finde så meget af, da vi var i Nybyggerne. Men vi har prøvet at finde noget i det omfang, vi har mulighed for. Det kunst vi har herhjemme er også noget, vi har samlet over mange år. Kunst er noget, der skal tale til en, og det er lidt svært, når man har tre dage til at finde noget.

  • Vi kan godt lide at bygge ting selv, og det har vi gjort meget herhjemme, og det er også noget, vi har gjort meget i programmet.

Hvor finder I inspiration til jeres indretning?

  • Vi finder meget inspiration i naturen og fra gammel færøsk stil, og hvordan husenes indretning så ud i gamle dage på Færøerne. Det var meget med træ og sten. Vi kan også finde inspiration ved små hyggelige cafeer, der giver en hjemlig følelse.

Hvordan er jeres rollefordeling/arbejdsfordeling?

  • Når vi har skulle bygge alt muligt, så er det Martin, der står for det og at få det hele til at gå op i en højere enhed, og så er det måske mere Sunnvá, der kommer med ideerne og laver en tegning og tænker ’det er det, vi skal have lavet’, og så finder Martin ud af, om det er realistisk eller ej.

Hvordan skiller I jer ud fra de andre?

  • Vi har ikke lige så mange farver med i vores indretning, som de andre har. Vores stil er lidt mere rolig, og vi bruger mere enkle farver.

Hvad er jeres erfaring med renovering?

  • Vi har ikke noget erfaring med renovering overhovedet. Vores fædre er sådan nogle gør det selv-mænd, som altid selv har lavet alt derhjemme, og vi har begge været inddraget meget, når vores fædre har arbejdet med alt muligt, så det er ligesom der, interessen kommer fra. Og ellers er alt andet Martin har lært, noget han har læst sig frem til på grund af interesse.

Hvad har overrasket jer mest ift processen?

  • Vi var overraskede over, hvor lang tid alt tog – haha. Der var ikke noget, der gik hurtigt. Alt, alt, alt tog i hvert fald dobbelt så lang tid, som vi havde forventet.

Hvilket element, synes I, er blevet bedst?

  • Altså der er jo mange rum, vi er rigtig glade for, men vores spisebord endte vi med at blive virkelig stolte af.

Hvad krævede mest af jer?

  • Det har nok været søvnunderskuddet – i hvert fald fra Sunnvás side. Hun elsker at sove, haha, så søvnunderskuddet var noget af det hårdeste. Og ellers drillede gulvet i gangen os virkelig meget – der blev ambitionerne sat lidt for højt.

Hvad håber I, at seerne tænker om jeres indretning?

  • Vi håber, at seerne kommer til at lægge mærke til de valg af materialer, vi har truffet, og hvordan vi så vidt muligt prøver at få vores rødder med i det, og det her med naturen – hvordan vi får den med i vores indretning.

Hvilket hus ville I helst overtage, hvis I skulle vælge et andet end jeres eget?

  • Årh, det er et svært spørgsmål. Må vi godt sige lidt af hvert? Så vil vi gerne have køkken og badeværelse fra gult hus, stue fra grøn og soveværelse fra rød. Vi synes alle har lavet nogle fantastiske huse, så det er meget svært bare at vælge ét.

Hvordan har det været at se de to første programmer?

  • Sindssygt mærkeligt! Vi havde aldrig regnet med, at det ville komme til at ske, at vi skulle på TV, og det var faktisk også en af årsagerne til, at vi næsten ikke turde at tage udfordringen op, fordi vi skulle være på TV. Det var virkelig grænseoverskridende for os, men vi var positivt overraskede over, hvordan det blev. Det er blevet rigtig godt!

Læs også: Tag det første skridt mod din drømmeindretning: Sådan laver du et moodboard