Dekorer din væg
Et karakterfuldt vægmaleri er en sej måde at forny dit hjem på. Se hvordan du gør
Et karakterfuldt vægmaleri er en sej måde at forny dit hjem på. Køkkenet, soveværelset, stuen eller entreen - dekorationen kan forvandle ethvert rum fra ligegyldigt til frækt og fængende. Og så er et vægmaleri en langt billigere fornyelse end selv det mindste designmøbel.
Det kræver kun et fedt motiv, maling, en pensel og en lille portion tålmodighed. Ikke fuldkommen gratis, men meget tæt på!
Hjemmelavet grafik
Find en lækker tegning i en gammel bog, et magasin eller på internettet. Scan billedet ind på din computer, eller projicer det direkte op på væggen via en projektor.
Hvis du bruger en gammeldags overheadprojektor, skal motivet printes på gennemsigtigt papir.
Tegn motivet op på væggen med en tyk sprittusch, og fyld ud med sort vægmaling. Efter et par timers anstrengelser er din personlige vægkunst i hus.
En ret imponerende forvandling på få timer.
Her finder du motiver
Besøg www.images.google.com og beskriv typen af motiv, som du vil realisere på væggen. For eksempel ‘horse’, ‘car’ eller ‘Roy Lichtenstein’, hvis du ønsker samme stil som her. Hvis du bruger en gammeldags overhead-projektor, printes motivet ud på gennemsigtigt papir.