Ekspert advarer: Derfor skal du ikke bruge kloakrør til dine DIY-projekter
Vi faldt selv pladask for de organiske DIY-borde med ben af kloakrør. Nu er alle vores idéer og projekter ikke desto mindre kasseret.
Er du lige så forelsket i de hjemmelavede spise-, sofa- og skriveborde med kloakrør, som resten af Instagram er?
Det forstår vi godt! Faktisk havde vi selv massevis af projekter på tapetet – men de er hermed kasserede.
Det viser sig nemlig, at kloakrør nok ikke er det bedste produkt at bruge til et DIY-projekt.
– Kloakrør er beregnet til at ligge i jorden. Derfor er det ikke blevet undersøgt, hvad der sker, når de bliver udsat for hjemmets varme og tørre luft, og om det kan medføre, at der frigives problematiske kemikalier til indeklimaet, så den almindelige forbruger – herunder særligt sårbare grupper som gravide og små børn – kan blive eksponeret for dem, fortæller Helle Simon Elbro, der er PVC-ekspert i Miljøstyrelsen, til Boligmagasinet.dk.
Der er altså ikke et konkret og entydigt svar på, om kloakrør er farlige eller ej. Man ved det simpelthen ikke – og derfor bør du tænke dig om en ekstra gang, før du bruger dem.
– Rørene er ikke tænkt til at bruge i hjemmet, og der er ting og sager i materialet, som man godt kan sætte spørgsmålstegn ved – fx om det indeholder bly, PVC eller genanvendt materiale, der ikke er blevet vurderet i forhold til kemikalier fra tidligere anvendelser, uddyber Helle.
Det kan altså ikke udelukkes, at kloakrørene indeholder uønskede kemikalier, stoffer og materialer, der kan have en sundhedsskadelig effekt.
“Du må ikke gå op ad stigen”
Der er stor forskel på, hvor strenge kravene er til produkter beregnet til børn og produkter til fx udendørs industri – og derfor bør du være varsom med at tage et produkt og bruge det til noget andet, end hvad det oprindeligt var tiltænkt.
– Forestil dig, at du har en stige, hvor du på øverste trin har kategorien legetøj, som er noget af det, der virkelig er strenge produktkrav omkring, forklarer Helle og fortsætter:
– Herefter kommer andre forbrugerprodukter som fx rengøringsmidler og tekstiler.
– Allernederst på stigen har vi så trafiklys og andre industri- og udendørsprodukter, hvor der er helt anderledes begrænsede krav til, hvilke stoffer der må være til stede. Virksomhederne gør deres allerbedste for at lave produkterne, så de svarer til brugen. Og derfor skal du lade være med at bryde trappen, for så lever produkterne ikke nødvendigvis op til kravene længere.
Og det er netop det, du gør, hvis du vælger at bruge kloakrør i din indretning.