En ny bølge indenfor indendørsplanter skyller ind over TikTok og Instagram
De store frodige træer har længe været populære i indretningen. Desværre er de ofte udstyret med en betragtelig prisseddel, der gør det ekstra bittert, hvis din investering ender mere brun end grøn efter noget tid. Her er løsningen!
Det kan være vanskeligt at finde et kunstigt træ, der har præcis den facon og udtrykket, du ønsker, som ser realistisk ud og ikke koster det helt store.
Vi har fundet en budgetvenlig løsning, der tilmed ser livagtig ud, og det budskab skal selvfølgelig spredes!
Tilbage i februar 2022 delte den internationale influencer Drew Michael Scott, der går under navnet Lone Fox, en videoguide til, hvordan du ved hjælp af få remedier kan lave et kunstigt træ med en stor gren fra naturen som stamme. Det naturlige element gør, at dit træ kommer til at se meget livagtigt ud, til trods for, at bladene altså ikke er det.
Videoen fik mere end 41.000 likes på Instagram og spredte sig hurtigt på de sociale medier.
En af dem, der har forsøgt sig med idéen derhjemme, er den svenske DIY-entusiast Victoria Svenssonn, som driver Instagram-kontoen af samme navn.
Med en gren fra en vejside og bladene fra små kunstige oliventræer i potter fra IKEA har hun skabt det fineste træ til soveværelset, som fylder godt og ikke giver pasnings-stress!
Mulighederne for at lave dit eget kunstige træ er uendelige. Der findes både eksempler på kunstige oliventræer, eksotiske eukalyptustræer og den klassiske violinfigen.
Uanset hvilken sort du vælger er fremgangsmåden den samme, som du kan se herunder.
Sådan laver du et kunstigt træ af en gren fra naturen
Det skal du bruge:
- Hobbykniv
- Limpistol
- Cementblanding
- Krukke eller potte
- Mos/træspåner
- Kunstige blade
- Gren fra naturen
Sådan gør du:
- Find en gren i naturen, der har den pasform og det udtryk, du ønsker. Sørg for, at grenen ikke er for stor, men stadig robust.
- Lav en cementblanding, og kom det i en krukke eller potte, hvori du ønsker dit kunstige træ. Placér din gren i cementblandingen, mens den stadig er blød. Når først cementen er tør, vil træet være ubevægeligt, så sørg for at placér det, som du ønsker, i denne fase.
- Skær dine kunstige grene med blade til med en hobbykniv, så de har den længde og det udtryk, du ønsker. TIP Brug gerne kunstige blade af høj kvalitet for det mest naturlige resultat!
- Nu skal du til at bringe dit kunstige træ til live! Fjern alle de mindre kviste på den gren, der sidder i cementblandingen. Placér dine kunstige blade på de kviste, du har ladet være tilbage, og fastgør dem med en en limpistol. Og voila!
- Afslut med at skjule cementblandingen i krukken/potten med valgfrit mos eller træspåner for et fuldendt og færdigt resultat.