GUIDE | Sådan laver du din egen mega sættekasse
Vitrineskabe er lige nu at finde i alle former, størrelser og farver, og mens vitrineskabsbølgen stadig skyller ind over os er en ny væghængt trend på vej - og du kan lave en helt selv.
Du kender sikkert nogen, der har haft en sættekasse hængende på barndomsværelset eller i sommerhuset fyldt med rav, sten og små figurer.
Som pendant til vitrineskabet er den blevet trendy at have hængende i større skala på væggen fyldt med fine fund - både i en hyldevariant og som en hel væg, der er inddelt med rum til at udstille favorit nips. Det skrev vi om for snart et år siden.
Og nu er vi i samarbejde med Søs, der tidligere har været kåret som 'Ugens Instagrammer' her på siden, klar med en guide til, hvordan du selv kan kreere din egen mega-sættekasse til vaser, skåle, dims og dut.
Sammen med sin kæreste, Jakob, har Søs kastet sig ud i selv at lave en overdimensioneret sættekasse, så de kunne skræddersy den efter deres behov.
Ikke nok med at det er en super fin udsmykning til væggen, så er den praktisk og giver en masse opbevaringsplads.
Har du fået lyst til selv at indrette med det cool møbel, kan du kreere din egen efter Søs' fremgangsmåde herunder.
God fornøjelse!
Det skal du bruge til at lave en sættekasse
Listen her er baseret på de ting, Søs og Jakob brugte til deres sættekasse, men de kan sagtens varieres, hvis du fx ønsker at lave sættekassen i et andet mål.
Værktøj
- Rundsav
- Fil
- Boremaskine og bor
Materialer
- 3 stk. plader af hårdttræskrydsfinér 800x1200, som skæres i følgende træstykker
1 stk á 80 x 120 cm
2 stk á 20 x 120 cm (siderne på rammen)
5 stk á 20 x 77,6 cm (top, bund og hylder)
3 stk á 20 x 28,5 cm (rumdelere) - Spånskruer af passende størrelse i forhold til træets tykkelse. Her er der brugt 3,5 x 25 mm
- Maling og grunder
- Trælim
- Evt træspartel
TIP Har du ikke en rundsav, vil de fleste byggemarkeder gerne skære træet for dig, hvis du har målene klar på forhånd - et snit koster ca. 30 kr. og du betaler kun for det træ, du skal bruge.
Sådan laver du din sættekasse
Først skal du finde ud af, hvor stor du ønsker din sættekasse.
Ønsker du den i samme mål som Søs', skal du anskaffe 3 x (800x1200) hårdttræskrydsfinér. Den ene plade bruges som bagplade til kassen.
- Skær pladerne ud efter de angivne mål.
- Grund med spæregrunder, så farven fra knaster ikke trænger igennem.
- Mal alle stykkerne med undtagelse af bagpladens bagside.
Her er brugt træmaling fra Jotun i farven Cashmere 10683. - Yderpladerne ( 2 x 20 x 120 cm + 2 x 20 x 78 cm) skrues sammen til en rektangel i hjørnerne. Husk at bore for med et mindre bor, så pladerne ikke flækker og "dyk" skruerne ned i træet, så du får et pænt finish, du evt. kan spartle til slut, hvis du vil.
- Dernæst skrues rammen fast på bagpladen ved at skrue bagfra gennem bagsiden og ind i rammen på sættekassen (se billedet nedenfor).
(guiden fortsætter efter billedet)
- Hylderne isættes ved at skrue fra rammen og ind i hylden (se billedet nedenfor).
- De lodrette stykker kan monteres ved hjælp af trælim eller du kan bore dem fast.
- Til sidst kan du vælge at spartle skruehullerne. Slib, når spartlen er tør og slut af med at pletmale.
- Sættekassen monteres med kraftige skruer i rawplugs i væggen. 3 for oven og 3 for neden fordelt jævnt.
Følg Søs på instagram, hvor hun deler ud af endnu flere DIY's - blandt andet hendes efterspurgte TV-møbel.
SE OGSÅ Tag det første skridt mod din drømmeindretning: Sådan laver du et moodboard