Her er den nye trend til dig, der elsker lister og notesbøger

Hop med på vognen og lav din egen bullet journal, der giver overblik og overskud.

© Instagram/@bumbleBuJo

Bullet Journal for dummies

Har du også reolen fuld af notesbøger, fordi du ikke kan modstå at købe endnu én, hvis den er virkelig fin? Eller finder du stor tilfredsstillelse i at kunne strege et punkt på en liste? Så er du kommet til rette sted!

Her på siden kan du nemlig blive klogere på fænomenet bullet journal, der efterhånden er blevet et megahit på Instagram og Pinterest under hashtagget BuJo.

LÆS OGSÅ Kursus i keramik | Her kan du lave din egen keramik i hele landet

Hvad er en bullet journal?

En bullet journal er kort beskrevet kalender, notesbog og lister i én og er i mange tilfælde krydret med små tegninger og farver, der gør den personlig. Idémageren bag, Ryder Caroll, opsummerer det som en måde at "tracke fortiden, organisere nuet og planlægge fremtiden" i sin video til begyndere.

Tendensen er blevet så stor, at der tilmed afholdes kurser, hvor du lærer, hvordan du mestrer den. Men mindre kan også gøre det.

Sådan kommer du i gang med bullet journal

Hvis du har lyst til at hoppe med på vognen, skal du bruge en notesbog – helst uden linjer og tern, men gerne med prikker eller bare helt blanke sider – og en kuglepen som minimum.

Men jo flere skriveredskaber, du har, desto bedre, for så kan du slippe kreativiteten løs og pynte dine sider – et aspekt, som er blevet en stor del af disciplinen, der kan være næsten meditativ, når du tager dig tid til at skrive i din BuJo på fast basis.

Sådan bruger du din bullet journal

KEY Start med at udfylde "nøglen" til din BuJo.

Din nøgle er groft sagt en oversigt over, hvad forskellige symboler betyder i din BuJo. En slags oversættelse af dine symboler eller forkortelser, som du kan se på billedet nedenfor.

Her vælger du, hvordan du vil markere opgaver, aftaler, begivenheder, og hvad der ellers måtte være relevant at angive.

INDEX Herefter sætter du næste sideopslag fra til at lave dit index/indholdsfortegnelse, så du med tiden skaber en oversigt over, hvad din BuJo indeholder.

Angiv eksempelvis din årslog, månedslog, din ugelog/dagslog, noter fra et møde og personlige lister med sidetal i takt med at de opstår.

ÅRSLOG På de næste to opslag laver du din årslog, der skal agere overblik over de opgaver, du vil placere længere ude i fremtiden, fordi de ikke er presserende pt. På den måde får du mulighed for at skyde ting foran dig, du skal huske, men ikke behøver at bruge tid på her og nu.

Årsloggen tegner du på to sideopslag.

Opdel siden i seks kasser, der markerer årets første seks måneder, og gør det samme på næste opslag for årets sidste seks måneder.

MÅNEDSLOG Hver gang du tager fat på en ny måned, laver du et opslag, der giver overblik over den ved at skrive datoerne i venstre side og ud for dem, hvilken ugedag der er tale om. På højre side af opslaget laver du en oversigt over, hvad du skal nå i denne måned under overskriften "to do". Husk at skrive i dit index, hvilke sidetal du har brugt.

UGELOG/DAGSLOG Om du vil have en ugelog eller dagslog er op til dig, hvor mange opgaver du skriver ind i din BuJo, og hvor mange andre daglige ting, du gerne vil notere, som eksempelvis vejret, dit humør, madplan osv.

Sådan bruger du din BuJo

Hvad end du skriver ugens syv dage eller én dag på hver side er idéen, at du noterer dine opgaver med en prik - en bullet.

Når en opgave er igangsat sætter du første streg i et kryds, og når den er løst, sætter du den sidste streg.

Hvis du ikke når opgaven og vil videreføre den til en anden måned, laver du en > som skal markere, at opgaven er flyttet længere frem dén måned. Noter herefter opgaven i din månedslog, som du kigger i, næste gang du sætter en dag eller uge op i din BuJo.

På den måde går ingen opgaver tabt, men de fylder heller ikke unødigt i dit daglige overblik.

Vurderer du, at du ikke kan nå en opgave den pågældende måned, laver du en < og noterer opgaven i en anden måned i din årslog.

Har du behov for det, kan du også give dine opgaver en farve afhængig af, om de er knyttet til fritid, job eller skole.

Få overblikket over, hvordan du kommer i gang i videoen her, som er lavet af manden bag Bullet Journal, Ryder Caroll.

Personlige lister

Ud over de faste elementer findes der et utal af muligheder for at personliggøre din BuJo.

Du kan både notere dig, hvad du skal have til aftensmad, hvor meget vand du huskede at drikke, hvor meget du har trænet, sovet eller andet.

Det er dybest set kun fantasien, der sætter grænser. Og ind i mellem dine måneds- og ugelogs kan du lave lister og andre sjove ting. Eksempelvis ønskeliste, filmliste over dem, du gerne vil se og bogliste over bøger, du gerne vil læse. Eller hvad med en rejseliste? Eller en oversigt over fødselsdage?

Se eksempler på, hvordan du personliggør din BuJo med lister og smukke farver i videoerne nedenfor.

Så er det bare om at komme i gang med at lave din egen bullet journal og få bedre overblik over dine gøremål, drømme og dårlige vaner.

God fornøjelse!

BILLEDE Brug den smukke notesbog, der følger med vores oktobernummer til at lave din egen bullet journal. Bladet er på gaden nu.

© Bolig Magasinet