Husk disse 3 ting, når du vil finde en moden mango
Det er faktisk ikke farven, der afslører hvorvidt den søde frugt er spiseklar.
Ikke nok med, at mangoen smager fantastisk, så bliver den også kaldt 'Kongen af frugt', fordi den har så god en påvirkning på kroppen.
Mango bidrager blandt andet med en bred vifte af vitaminer, mineraler og antioxidanter, og studier har vist, at frugten kan reducere risikoen for tarmkræft. Så hvis du ikke allerede er med på mango-holdet, så er det måske ved at være på tide?
Uanset om du er på holdet, eller vil være det nu, så kan det være svært at vurdere, hvorvidt en mango er spiseklar, hvis du ikke lige kender til de små, simple tricks, der kan skille skidt fra kanel.
Sådan får du fingrene i en moden mango
1. BRUG HÆNDERNE
Det vigtigste for at finde ud af, om en mango er moden, er at mærke på den. Når du trykker på mangoen, skal den give en smule efter, men det skal kun være et let tryk, og den må ikke virke smattet.
2. BRUG NÆSEN
Hvis du stadig er lidt usikker, selvom du har trykket let på den, kan du prøve at dufte til den. En moden mango dufter sødt og frugtigt - lidt som en blanding af ananas og melon. Desuden dufter den mere end en umoden mango - her går øvelse mester.
3. BRUG IKKE ØJNENE (eller jo, måske en lille smule)
Selvom man er fristet til at tro, at de røde/orange/grønlige mangoer er bedre end dem, der kun er grønne, så er det faktisk ikke tilfældet. Farven på mangoen siger mere om, hvor den er fra, end hvor moden den er.
Selvom den har små brune pletter og er grøn, kan du sagtens tage den op fra bunken og begynde at føle og dufte til den. Dog skal den ikke være fuldstændig brun, så brug alligevel øjnene en lille smule.
LÆS OGSÅ: 33 af de bedste vasketøjskurve og lige den, der passer til dit behov.
Hvad så, når du har den perfekte mango?
Når du har fået din nyindkøbte mango hjem, kan du enten opbevare den ved stuetemperatur, hvor den kan holde sig i 2-4 dage, eller et køligt sted (ca. 10-12 grader) hvor den kan holde sig i 2-3 uger i følge Madpyramiden.dk