Flower Pounding
© Getty Images

I stedet for at presse sommerens blomster, så prøv denne smukke idé

Du er helt sikkert stødt på metoden, hvor friske blomster foreviges ved at blive lagt i pres i en bog. Denne metode giver et hurtigt resultat, og så er den også sjov at udføre!

18. august 2020 af Emma Vitved

Du kender sikkert allerede metoden, hvor man presser blomster for at forevige deres skønhed til senere brug. 

Nu har vi fået øjnene op for en anden metode, der også gør det muligt at forevige blomsternes unikke skønhed, men som åbner op for flere måder at bruge dem. 

Hammer time

'Flower pounding', som det hedder på engelsk, er en sjov og anderledes måde at forevige dine blomster på ved hjælp af en hammer - det lyder måske ikke som om det harmonerer med bevarelse af en skrøbelig blomst, men den er god nok! Du bruger en hammer til at overføre blomstens farve til papir eller stof. 

Du kan bruge metoden til at opgradere alt fra et indkøbsnet, en invitation eller en billedramme, der mangler kunst. 

Er du blevet fristet til at komme igang med dit eget blomsterprojekt, så læs med når vi guider dig til, hvordan du laver din egen blomsterkreation med en hammer og hvilke blomster, der er mest hensigtsmæssige at bruge til projektet. 

Det skal du bruge til at lave dit eget blomstertryk

  • Papir eller stof, du vil overføre blomsterne til - det kan være akvarelpapir (hvis du ønsker at male med akvarelmaling efter), pap, et stykke stof eller andet materiale, du synes trænger til en opfriskning, og som kan suge lidt.
  • Friske blomster
  • Hammer
  • Vokspapir eller køkkenrulle

Sådan laver du dit eget blomstertryk 

Arbejdstid: 30 min

Fra start til slut: 2 timer

Vend blomsterne med hovederne nedad på dit valgte materiale, og dæk det med enten vokspapir eller køkkenrulle. Hamr forsigtigt på blomsterne uden at ramme midten for at undgå, at pollen og fugt sætter sig fast til materialet. Gentag processen indtil du er tilfreds med, hvordan din blomsterkunst er endt ud. 

Slut af med forsigtigt at fjerne vokspapiret/køkkenrullen og blomsterne og lad din kreation tørre et koldt og tørt sted, før du tager dit færdige produkt i brug. 

TIP Blomster i stærke farver overføres bedst, så det er smart at vælge gule, mørkelilla eller blå blomster, hvis farverne skal træde kraftigt igennem. Ved at tilføje grønne planter til dit hamreprojekt kan du tilføre dimension til materialet. Du kan også male med akvarelmaling på din kreation, hvis du synes, at det mangler lidt ekstra.

God fornøjelse! 

Andre læsere kan også lide...

Seneste

Måske er du interesseret i ...