Irenes løsning til de åbne hjørnehylder i køkkenet har taget Facebook med storm
I skrivende stund har flere end 2.200 smidt et like efter Irenes hjemmelavede løsning. Vi har fået lov at dele guiden til, hvordan du også kan få det optimale ud af dine hjørnehylder i køkkenet (og på badeværelset).
Du kender dem helt sikkert!
De åbne hjørnehylder for enden af køkkenelementerne - enten ved overskabene eller under bordbordpladen.
En detalje, der havde sin storhedstid i køkkener i 90'erne og som stadig er at finde i mange hjem i dag.
Irene Dyrvig er én af dem, der har et køkken med den karakteristiske feature.
Havde gået og tænkt lidt over, hvad jeg skulle gøre med de der hylder. Jeg havde prøvet at gøre det pænt med pynt, men det lykkedes ikke, det blev for meget, siger hun til Boligmagasinet.dk. Og da hun bor til leje ville hun ikke til at ændre på noget grundlæggende ved køkkenet.
Min datter havde fået en ny gamerstol og papkassen stod klar til at blive smidt ud... Pludselig slog det mig, at jeg kunne lave nogle kasser, der passede præcis i størrelse og form... Og så gik jeg bare i gang, siger hun.
Resultatet delte hun på Facebook i en gruppe for indretningsentusiaster og det faldt i god jord! I skrivende stund har mere 2.200 liket opslaget, der har 152 kommentarer.
Lav dine egne kasser derhjemme
Har du fået lyst til at gøre Irene kunsten efter, så har vi her lavet en guide til, hvordan du nemt kan lave kasser, der passer til dine hylder derhjemme.
Det skal du bruge
- Målebånd
- Noget at tegne med
- Lim
- Tape
- Pap
- Karton
- Folie i den farve, som passer til dine køkkenfronter
Sådan gør du
- Start med at mål hyldefladen og skær et stykke pap i den størrelse. Det er denne, som skal være bunden i kassen.
- Mål nu alle siderne indvendigt i hylden.
- Skær derefter et stykke pap til hver side, som passer i målene.
- Husk også at skære riller i pappet ved de buede hjørner. så kan pappet nemlig bedre bukke. Det vil give et pænere resultat, og kassen vil passe mere præcist til hyldens form og størrelse.
- Tape efterfølgende alle siderne og bunden sammen, så kassen til sidst er formet.
- Lim nu karton udenpå pappet på alle kassens sider. Gør du ikke dette, så vil man kunne se pappets riller gennem folien og dermed ikke opnå en helt glat overflade.
- Kør til sidst folien udenpå kassen. Du kan med fordel også køre folie på indvendig i kassen, for at skjule pappet, og dermed få et mere gennemført resultat.
- Og NU er din kasse så klar til at blive taget i brug.
Irenes tip til dig, der selv går i gang
- En god ide er at finde noget glat pap eller lime et stykke karton på inden folien, da man kan se alt i folien: små hakker og pappets ujævnhed.