Lav en rustik sengegavl
Med denne guide kan alle få en rustik og autentisk sengegavl af plankebrædder til ganske få penge.
Rå plankebrædder er populære i indretningen. De bruges primært til spiseborde eller små sofaborde, men her er de anvendt dem som sengegavl.
Det skal du bruge
- Plankebrædder. Jeg købte 4 ukurante brædder i fyrtræ i en trælasthandel for næsten ingen penge. Plankerne var hver især 360 cm lange og 17 cm bredde; disse blev skåret over i halve, således jeg havde otte planker á 180 x 17 cm. Vær opmærksom på, at du ikke må anvende trykimprægneret træ til dette projekt.
- En rystepudser og sandpapir korn 80
- Rustik bordpladeoile i antracit grå fra Junckers og en pensel
- 2-3 lægter til at holde plankerne sammen på bagsiden
- En boremaskine og skruer
- To savbukke
Grundig slibning betaler sig
Ligesom ved mange andre gør-det-selv-projekter skal grundarbejdes gøres ordentligt, før resultatet kan blive perfekt og tilfredsstillende. Lige netop derfor er slibningen af plankerne det største arbejde ved projektet. Jeg havde købt nogle ukurante planker, som i den grad krævede en særlig hånd, inden de nogensinde skulle blive til en sengegavl. Hver af plankens sider blev slebet grundigt med sandpapir korn 80. Det tog omtrent 15-20 minutter pr. planke. Længe leve rystepudseren!
Oliering af plankerne
Da væggen i soveværelset (for nyligt) er malet mørkeblå, vurderede jeg, at jeg med en mørk sengegavl ville opnå det udtryk, jeg drømte om. Jeg valgte derfor at behandle plankerne med en rustik bordpladeolie i antracit grå fra Junckers. Olien fremhæver træets årer og småfejl, så de kommer til at fremstå patinerede og autentiske.
Da plankerne havde fået tre lag olie, havde de opnået den ønskede farve.
Olieringen kan i virkeligheden sagtens springes over – eller du kan nøjes med blot at oliere plankerne en eller to gange.
Plankerne skal samles
Da plankerne havde tørret i cirka et døgn, skulle de samles til en sengegavl. Det gøres ganske simpelt ved at sætte 2-3 lægter på bagsiden af plankerne. Sørg for, at lægterne ikke går helt til bund, da gavlen hermed ikke kan komme helt ind til væggen på grund af gulvpanelerne. Når plankerne er samlet skal den blot løftes ind på plads og gøres fast på væggen.
Der skulle syv planker til at give den rette højde til sengegavlen, hvilket i alt gav en højde på ca. 120 cm.
Sengegavl for under 400 kroner
Fremstillingen af sengegavlen blev hyggeligt et weekendprojekt, som i alt kostede 388 kr.