Mudderkøkken i 4 nemme trin: Lav dit eget udendørs legekøkken af to paller
Dette simple mudderkøkken sikrer timevis af underholdning og kan tåle at stå ude i al slags vejr.
Det behøver ikke altid at kunne blinke, dytte og snakke. Nogle gange skal der meget mindre til at holde de mindste underholdt i timevis!
Med to paller og lidt tilbehør kan du trylle et mudderkøkken frem til familiens mindste.
☀️🌧️⛅ Fordi det bliver lavet af paller, som er vejrbestandige, kan det tåle at stå ude året rundt.
Det kan holde til at blive pjasket til i alt, hvad naturen - og børn - har at byde på.
Og bliver det alligevel for grisset, kan du nulstille situationen ved at spule det over med haveslangen.
Kæmpe win-win!
Børnene kan udleve deres vildeste lege med mudder og det, der er værre, mens forældrene slipper for at tænke på, om noget lider overlast undervejs.
Sådan laver du et mudderkøkken af paller
Du skal bruge:
- 2 euro-paller
- En lægte eller andet robust træ til at stabilisere og lave ben med
- Stiksav
- Skruer
- Skruemaskine
- Opvaskebalje
- Evt. et punch-glas med hane (hvis køkkenet skal have "rindende vand")
1 Halver pallerne
Skær begge paller til ved tredje bræt på forsiden (den stiplede linje) med en stiksav eller fuksvans.
2 Beslut højden på dit mudderkøkken
Skær 4 ens stykker af din lægte med den længde, du ønsker, der skal være mellem øverste og nederste palle. Her er skåret á 37 cm.
Bor lægterne fast i den nederste palle ved at bruge lange træskruer, som du skruer skævt i (se illustration). Skru dem så dybt i, at de ikke stikker op over træet.
Sæt den anden palle ovenpå og gør det samme, hvor du barer borer nedefra.
TIP Du kan også vælge at bruge vinkelbeslag til at samle køkkenet, hvis du vil have mulighed for at flytte mere rundt på det. Det gør det lidt mere stabilt, men er ikke nødvendigt.
3 Udstyr dit mudderkøkken med "vask"
Brug en stiksav til at skære hul til "vasken" (opvaskebaljen) mellem to af de tværgående brædder.
Husk at placere hullet tættest på den side af køkkenet, som skal vende ud, og ikke i midten - du risikerer, at den sidder for langt inde for de små børnearme, der skal nå den.
Når du har skåret hullet plumper du nemt og simpelt vasken i, som kan tages op, hvis den fx skal vaskes.
Med en standard opvaskebalje fra supermarkedet ser udskæringen således ud:
4 Opgrader køkkenet med en hylde af palleresterne
Monter én af de resterende palle-halvdele som en hylde i køkkenet, hvor bagsiden vender ud mod køkkenet og forsiden vender væk.
Bor skruer ind fra bagsiden som på tegningen.
TIP Synes du, hylden mangler stabilitet, kan du evt. skære to stykker til af din lægte, som kan holde hylden stabil (se øverste billede i artiklen). Bor igen et par skruer ind fra bagsiden for at holde dem på plads.
(5 Mudderkøkken med vandhane? Ja tak!)
TIP Skal der være vandhane i mudderkøkkenet, kan du udstyre det med fx en punch-beholder med tap. Byg en kasse, som kan rumme beholderen og holde den fikseret uden risiko for at den vipper.
Lav bagsiden længere, så du kan skrue den bagerste plade fast i køkkenet og brug stiksaven til at gøre plads til hanen.