Savsmuldstapet: 3 nemme trin til at fjerne tapet

Metoden, vi beskriver her, gælder også for almindelige tapeter, men vi har set os ekstra sure på 90'er-fænomenet, savsmuldstapet.

Fjern savsmuldstapet
© Getty Images

Sådan fjerner du nemmest savsmuldstapet

Vil du slippe af med uønsket tapet i hjemmet, du er blevet træt af, eller måske slet ikke selv har valgt, skal du have styr på et par basale ting først: udstyret og væggens konstruktion!

Er væggen af gips kan du ikke fjerne tapetet, fordi det vil gå ud over selve væggen. Derimod må du male det over eller sætte en ny gipsplade over det gamle tapet.

Er væggen til gengæld af mere robust materiale, skal du på indkøb.

Det skal du bruge:

  • Tapetridser (i midten)
  • Tapetopløser (til højre)
  • Spartel eller tapetstripper (til venstre)
Udstyr til at fjerne tapet

1 Første skridt til at fjerne dit savsmuldstapet

Når du vil fjerne et tapet, skal du have fat i en tapetridser. Det gør sig gældende for alle tapeter. Den kan købes i malerforretninger og byggemarkeder.

Tapetridseren er en form for rulle med en masse skarpe søm eller stifter, som har til formål at skære hul i savsmuldstapetet. Når der kommer disse ridser, bliver det nemlig lettere for både damp og tapetopbløder at trænge ind.

OBS Vær forsigtig med ikke at skrabe så hårdt, at der kommer ridser og andre skader på selve væggen. Den slags skader betyder nemlig, at du er nødt til at spartle hele væggen op igen – en krævende opgave, som de fleste må overlade til en professionel maler.

2 Opløs det tapet, du vil fjerne

For at kunne få dit nu flænsede tapet ned, skal det opløses. Til det formål bruger du en tapetopløser - eller -opbløder - der blandes med vand efter anvisning på flasken, og som du lader sidde på savsmuldstapetet. Den trænger igennem tapetet og opløser limen.

Afhængigt af tapetet og antallet af gange, det er blevet malet, skal du påføre opløseren flere gange. Påfør blandingen med en malerulle eller stor pensel.

TIP Nogle vælger at dække den indsmurte væg med plastik for at forhindre tapetopløseren i at fordampe.

3. Ånd ind, ånd ud, riv ned

Når tapetet er ved at være så opløst, at nogle dele nærmest falder ned af sig selv, begynder du at rive det ned. En stor del vil nemt komme af og resterne fjerner du med en tapetstripper eller spartel. Igen skal du passe på ikke at gå for aggressivt til værks!Til allersidst skal du have gang i støvsugeren eller en blød kost til at få de sidste rester på væggen.

Hvad er bedst: Damp eller tapetopløser?

Hvis du vil gøre kortest proces er det klart sidstnævnte mulighed, du skal kaste dig over, da damp kun kan bruges på et lille sted af gangen. Til gengæld er damp en mere miljøvenlig metode, så det er op til dig, hvad der vægter højest.

En sidste mulighed er at komme vand på tapetet med en svamp og lade det sidde i nogle timer og herefter forsøge at flå tapetet af. Denne mulighed er dog heller ikke nær så effektiv som tapetopløser.