Sådan laver du din egen lille, dekorative planteverden
Hvis du gerne vil fornye din plantesamling på en lidt utraditionel måde, så er denne minihave lige noget for dig.
Spred grøn hyggestemning
Planter er fantastiske til at sprede hyggestemning i hjemmet, men nogle har bare mere grønne fingre end andre. Hvis du er en af dem, der har lidt svært ved at huske at vande dine planter hveranden dag, så er denne noget dig.Hvis du har mod på at investere en smule arbejde i det, så får du et superfedt resultat, som burde være til at holde, og du kan selv vælge, hvilke planter du vil have. Her kan du gå efter de fineste planter, men også selv vælge, hvor ofte du gider vande dem.
Hvad skal du bruge?
Du starter med det helt basale: En glasbeholder. Om den er åben eller lukket er op til dig, det kommer an på, hvad du er til, og hvilke planter du gerne vil have. Den lukkede udgave holder vandet inde, så du skal vælge planter, der godt kan lide et fugtigt miljø.
Når du har fundet den perfekte beholder, så skal du have styr på indholdet.
Det skal selvfølgelig være dekorativt, men gå efter planter, der passer til miljøet i beholderen, og sørg for at vælge planter, der kan sammen, og som ikke vokser for vildt.
Hvis du er mest til kaktusser og sukkulenter, så gå efter en åben beholder, hvor de trives bedst, og hvis du er mere til tropeplanter og bregner, så skal du have fat i en lukket beholder. Sørg også for at vælge den rigtige type jord alt efter plantetypen, da de har forskellige behov - spørg eventuelt din lokale blomster-pusher eller i et plantecenter.
Ud over planter, så skal du selvfølgelig også have noget at plante dem i. Her skal du bruge noget jord, småsten og aktivt kul.
Sådan gør du
Start med at fylde beholderen med et lag af småsten, som er et par centimeter i højden. Herefter laver du et lag med aktivt kul på omkring 1 cm; det reducerer bakterier og dårlig lugt, så din lille plantebeholder har det godt.
Oven på det aktive kul lægger du et lag af jord - mængden af jord varierer lidt, men der skal i hvert fald være jord nok til, at planternes rødder kan være der og kan vokse.
Så tager du dine planter ud af potterne og sørger for, at der ikke er for meget hård jord omkring rødderne, og hvis rødderne er for lange, kan du trimme dem lidt.
Vælg et sted til din plante, som ikke er for tæt på kanten af beholderen, og grav et hul til planten. Lav en lille kanal til rødderne, så der er plads til dem i dybden, og dæk så rødder og andet med jord, og så kan du plante videre og placere dem fint og dekorativt.
Vupti - så er du færdig, og så skal du bare huske at vande planterne, når de trænger til det (men det kan selvfølgelig også være svært nok).
Hvis du er blevet lidt hooked på glas med plantesammensætninger, så er der næsten ikke grænser for, hvad du kan lave med det. Her kan du finde lidt inspiration til forskellige måder, man kan lave sin lille minihave på.