Sådan laver du lækre duftpinde på budget

Duftpinde er en nem måde at sprede lækker spa-stemning derhjemme, men ikke nødvendigvis en helt billig genvej. Med mindre, du kender dette trick.

Hjemmelavede duftpinde
© Getty Images

Der er mange måder at få dit hjem til at dufte godt på. Den bedste er selvfølgelig at lufte ud og gøre rent.

Men nogle gange kan det være meget rart, at der dufter friskt, uden at du skal til at gøre hovedrent og omdanne hjemmet til en midlertidig iglo.

Det er her duftpindene kommer ind i billedet.

Duftpinde er geniale til at give en skøn duft på fx badeværelset eller måske i køkkenet, hvor der optræder mange forskellige lugte i løbet af en dag.

En af fordelene ved duftpinde er, at du ikke behøver at holde øje med dem (som hvis du har et duftlys).

Duften fra olien bliver hele tiden fordelt ud i rummet, og når olien slipper op, skal den bare erstattes med ny.

De kan dog være forholdsvis dyre. Derfor har vi strikket denne guide sammen, så du kan få et hjem, der dufter, lige som du vil have det, uden at sprænge budgettet.

Det skal du bruge

Hjemmelavede duftpinde
© Harald Nyborg / Søstrene Grene / Matas / Urtegaarden

Pinde til at sprede duften

De fleste duftpinde der købes i butikkerne, bruger pinde i fiber. De kan købes her. Men hvis du gerne vil lave duftpinde på budget, kan helt almindelige grillspydspinde også sagtens bruges.

En lille beholder

Når du vælger din beholder er det vigtigt at den har en lille åbning så olien ikke fordamper. Du kan feks. bruge en gammel flødeflaske, et lille hyacinth glas eller andet du lige har liggende. Apotekerglasset, der ses på billedet, er fra Søstrene Grene til 11,98 kr.

Æterisk olie

Det der giver duft til din blanding er æteriske olier, også kaldet essential oils. De kan købes i de fleste helsebutikker, og fås i utroligt mange forskellige dufte. Kan købes her.

Duftneutral olie

De æteriske olier er utroligt stærke, og skal derfor blandes op i en duftneutral olie. Du kan feks. bruge mandelolie, men babyolie fungerer også fint. Begge kan købes i Matas.

Prisen i alt for remedier til 100 pinde: ca. 120 kr.

Sådan gør du

  1. Rengør din valgte flaske, så der ikke sidder skidt eller rester fra en tidligere duftolie i glasset.
  2. Hæld ca 50-100 ml af din valgte duftneutrale olie i din beholder.
  3. Dryp 30-50 dråber af den æteriske olie i, jo flere dråber jo stærkere duft.
  4. Put 3-5 af dine pinde i beholderen.
    TIP Bruger du grillpinde, kan du med fordel klippe den spidse ende af. Så får de et mere afsluttet look.
  5. Din diffuser er nu klar til at sprede skønne dufte i dit hjem! Bruger du grillpinde, skal du efter 24 timer vende pindene, så olien får nemmere ved at trække op i pindende.