Sådan laver du nemt din egen frynselampe - til bordet eller loftet
Der er noget herligt dekadent over en frynselampe, som tilfører lidt tiltrængt attitude til Jantelovens hjemland. Den gode nyhed er, at den er nem at kreere selv!
Lad frynsefesten begynde
Der er grundlæggende to nemme måde at gå til projektet på.
Enten laver du en pendel eller også laver du en lampeskærm til en bord- eller væglampe.
Den nemmeste måde er den sidste, da det egentlig kun kræver af dig, at du kan finde ud af at bruge en limpistol med nogenlunde snilde.
Første projekt kræver en smule mere, men er stadig overkommelig for de fleste.
Lav din egen lampeskærm med frynser
Det skal du bruge
- En cylinderformet lampeskærm
- Frynsebånd (hvor meget afhænger af størrelsen på skærmen og længden på frynserne)*.
- Limpistol
- Målebånd
Sådan gør du
Mål radius på lampen og klip længder tilsvarende af dit frynsebånd.
Start fra bunden og monter frynsebånd hele vejen rundt langs skærmens nederste kant.
Fortsæt herefter med næste stykke, som du placerer med en afstand, hvor det nye lag frynser dækker toppen af det første lag, så samlingen og båndet skjules.
Fortsæt til du er nået helt til tops.
Det er vigtigt, at du med sidste bånd sørger for, at limen ikke bliver synlig.
Lav din egen lysekrone med frynser
Det skal du bruge
- 3 metalringe eller broderiringe i træ
- Kinesertråd (eller anden slidstærk tråd/snor)
- Frynsebånd
- Limpistol
- (Kæde og bidetang)
Sådan gør du
Begynd med at male træringene, hvis du bruger broderiringe, i en farve, der matcher dine frynser. Lad dem tørre.
Hernæst skal du binde dine tre ringe sammen.
Det gør du med din tråd eller snor. Sørg for at afstanden mellem dem er kortere end længden på dine frynser, så de lapper over hinanden, når du hænger din lysekrone op.
Klip 8 stykker snor af og bind fire om den mindste og mellemste ring med lige lang afstand mellem hver snor.
Nu binder du enderne på snorene fra den mindste ring om den mellemste ring. Herefter gør du det sammen med snorene fra den mellemste, så du får fastgjort snorene om den største ring.
Har du ikke skaffet en ring, der kan monteres om en fatning, kan du montere selve skærmen med kæderne.
Bind kæderne omkring den største ring ved at bruge snoren til at fæstne kæden tre steder på ringen - med lige stor afstand mellem hver kæde. Brug bidetangen til at åbne et led på en fjerde stykke af kæden og saml de tre kæder på lampen heri, således at de ser ud som om de tre kæder bliver til en. Nu kan du montere pendlen via kæden i loftet.