Sprøjtelaker lågerne
Kan I give nogle gode ideer til, hvordan vi nemt og billigt giver det gamle køkken en ansigtsløftning?
**
? Vi har købt et parcelhus med et gammelt, gammelt køkken, som vi desværre ikke har råd til at få udskiftet. Kan I give nogle gode ideer til, hvordan vi nemt og billigt giver det gamle køkken en ansigtsløftning?
Familien Riis, Lyngby
! Her vil jeg meget gerne slå et slag for autolakering af skabslåger og skuffeforkanter. Det bliver både rigtig flot og robust. Der findes firmaer, som specialiserer sig i sprøjtelakering af trævarer, men I kan også spørge på et autoværksted. De har som regel om ikke deres egen sprøjtehal, så en maler, de jævnligt bruger, og de kan med garanti også hjælpe dig med opgaven. Regn med omkring 500 kroner pr. låge.
Hvis I forinden afmonterer de gamle greb og spartler hullerne ud, kan I ændre det gamle look fuldstændig ved at vælge nye greb. Jeg foreslår, at I besøger en en gros-butik som for eksempel Carl F eller Carl Rasmussen, for min erfaring er, at man kan hente store besparelser ved at gå uden om køkkenforretningerne.
Hilsen
David