Se her, hvordan du nemt selv kan lave høje paneler til hjemmet
Drømmer du om at få høje paneler hjemme hos dig selv? Vi har lavet en DIY-guide til dig, så du nemt kan lave de smukke paneler til væggen selv.
Vi er ikke alle så heldige, at vores bolig er velsignet med de smukke høje paneler, men drømmer du om lidt dekadent stemning i dit hjem, så laver du dem da bare selv. Det er faktisk ikke så svært, som det kan lyde.
Vi har samlet de 3 bedste smutveje til, hvordan du selv kan lave de høje paneler derhjemme.
1. Byg høje paneler af mdf og lister
Er du den handy type, kan du lave høje paneler af mdf-plader og lister fra byggemarkedet. Sørg for, at stilen passer til din bolig. I en herskabslejlighed må panelerne gerne have fyldninger, mens et enkelt mønster er bedre til en murermestervilla. En bonus ved at lave panelerne til væggen selv er, at du samtidig kan skjule ledninger og ujævne vægge.
BILLEDE Skabsfront, ‘Sävedal’, fås i et hav af størrelser, 120 x 60 cm, 230 kr., 80 x 60 cm, 145 kr., Ikea // Panel, ‘Vægpanel Lux 900’, i hvidmalet træ, fås i ere størrelser, 92 x 60 cm, 859 kr., Gulvlageret.dk.
2. Køb færdige paneler eller brug skabslåger
Har du ikke mod på at bygge de høje paneler selv, kan du i stedet købe paneler som et samlesæt, der blot skal monteres på væggen. Skal det være budgetvenligt, kan du få samme look ved i stedet at sætte billige skabsfronter med et fint mønster op på væggen. Det er nemt og giver et super fint udtryk.
BILLEDE Vægmaling, 2,25 l, 499 kr., træ- maling, 0,75 l, 259 kr., alle fra Dyrup, farvekode fra toppen og ned: 'Pacific Pearl', 'Polaris', 'Hatteras Gray', 'Zombie' // Billedramme, 'Virserum', 30 x 40 cm, 79 kr., Ikea.
3. Lav høje paneler af maling og billedrammer
Maling er en genial løsning, hvis du gerne vil forandre dit hjem – også hvis du drømmer om høje paneler. Lav selv høje paneler ved at dele væggen i to med en liste, og skab panelmønster ved at sætte mindre stykker af lister op på væggen, så de danner en firkant. Eller gør det let, og brug i stedet en billedramme (uden glas og bagbeklædning). Mal derefter øverste del af væggen i en farve og nederste del samt listerne i en anden farve. Du får størst wauw-effekt, hvis du vælger en mørk farve foroven og lys nuance forneden.
Når du er færdig med at pynte dit hjem med hjemmelavede høje paneler, så tjek vores liste med andre DIY-guides til hjemmet ud. Måske du bliver fristet.
LÆS OGSÅ Sådan vælger du den bedste indramning til plakater og kunst