Se de 5 mest kopierede danske møbler herunder
Se de 5 mest kopierede danske møbler herunder © boligmagasinet.dk

10 gode grunde til ikke at købe kopier

Føler du dig fristet til at hoppe på en billig kopi af en møbelklassiker, så læs med her, inden du køber katten i sækken.

11. juni 2008 af Signe Lund-Jensen

1. "Se mit nye ’Æg’ … jeg mener min nye stol, der ligner ’Ægget." Synes du selv, det lyder fedt? Glæden ved at flashe dit nye (kopi)møbel er bare ikke den samme, som hvis du kan blære dig med den ægte vare.

2. Kopister hugger andre folks ideer, og designerne bag får ikke kredit for de værker, de har brugt år og måneder på at udvikle.

3. Producenterne har brug for indtægterne fra de gamle klassikere for at kunne satse på nye designere og udvikle fremtidens klassikere.

4. Selv om du køber din nye stol til at sidde i, gør det jo ikke noget, at den også er en god investering. Den ægte vare holder værdien ­- og hvis du er heldig, stiger den måske oven i købet i værdi.

5. Du ved, hvad du får, når du køber den ægte vare. Køber du en kopi, risikerer du, at stoffet er grimt, syningerne skæve, og at stellet ligner rester fra en metalsmed.

6. Kopisterne er blevet dygtige, men kigger du efter, kan du altid se forskel på den ægte vare og kopien. Og hvis du kan se forskel, kan dine gæster nok også ...

7. Der er forskel på den synlige og den usynlige kvalitet. Selv om kopien umiddelbart ligner originalen, er der i detaljer som samlinger, materialer og konstruktioner ofte stor forskel på kvaliteten. Plagiaternes materialer kan være så billige (og dårlige), at stolens konstruktion knækker.

8. Der er altid en sammenhæng mellem pris og kvalitet. Du kan ikke købe en designklassiker for prisen på en Ikea-stol.

9. I Danmark er det ulovligt at kopiere og sælge kopier 70 år efter designerens død, og kopister risikerer både erstatningskrav og fængselsstraf.

10. "Jeg køber kopier." Det er ikke et fedt signal at sende. Det fandt statsministerfruen også ud af, da hun side om side med George Bush svingede med sin falske Louis Vuitton-taske.

Kilder: PR-manager hos Fritz Hansen Jan Helleskov; salgs- og marketingchef hos Erik Jørgensen Ole Skyum; direktør i Foreningen Dansk Møbelindustri Keld Korsager og afdelingsleder i Skats Task Force Trine K. Dancygie

 

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste