Edderkopper og 12 andre endnu finere idéer til hjemmelavede kastanjedyr

Kastanjedyr er efterårets billigste og nemmeste DIY, som du nemt kan lave med børnene. Vi har samlet 13 sjove og kreative idéer med fine kastanjer, hvor både store som små kan være med.

Kastanjedyr
© Getty Images

Sjove kastanjedyr, du nemt kan lave med børnene

Efterår er lig med hjemmesysler og hyggetid, mens vejret raser udenfor. Det er også katanjetid!

Så tag dine børn med på kastanjejagt ved det nærmeste kastanjetræ og saml masser af kastanjer i forskellige størrelser.

Brug dem til at lave sjove og dekorative kastanjedyr til at pynte med i hjemmet, inden julepynten rykker ind.

Det er typisk tændstikker, som de fleste bruger til at lave de klassiske kastanjedyr. Men du kan faktisk lave mange sjove og finurlige kastanjedyr med alle mulige andre ting, du har i hjemmet.

Vi har samlet 13 forskellige kastanjedyr (og pæne kreationer), du kan bruge til inspiration.

1. En nyfortolkning af det klassiske kastanjedyr

Tag det klassiske kastanjedyr med tændstikker til et nyt niveau. Brug toppene fra agern i naturen, som hat på kastanjedyrene. Klip små øre af filt eller karton og lim dem på sammen med øjne, du kan finde i den nærmeste hobbybutik.

2. Kastanjedyret til kastanjedyrs-eksperten

Er du en vaskeægte kastanjedyrs-ekspert, så er her den helt rigtige udfordring til dig. Kastanjedyret på toilettet kræver godt nok lidt mere end bare en kastanje - men heldigvis er det hele noget, der kan findes i naturen.

Tør du tage udfordringen op? Klar, parat, start!

3. Kastanjedyr med alt fra naturen

Der er ingen grænser for, hvad du kan bruge til dine kastanjedyr - og faktisk kan du finde rigtig mange brugbare ting helt gratis i naturen. Blade, agern, kogler. Tag det hele med hjem og se, hvilket dyr det ender ud i. Lav fx en pingvin, som her.

4. Snegle af kastanjer

Lav en snegl af de kastanjer, som I har fundet. Sammensæt kastanjerne med tændsikker eller lim, og find noget i naturen, som du kan bruge som sneglehus. Lav kastanje-sneglens lange øjne med piberensere og toppen fra et agern.

5. Kastanjedyr til halloween

Kastanjedyr, der ligner flagermuse er ikke bare hyggelige at lave - de er også perfekte til halloweensæsonen.

Lav kastanje-flagermusene af kastanjer og sort karton, og sæt øjne på med en limpistol. Hæng fx flagermusene i en snor, og brug dem til at skabe gys og uhygge sammen med alt dit andet halloween pynt.

6. En efterårskrans af kastanjer

Lad os være ærlige; Kastanjedyrene er ofte mere sjove, end de er pæne. Men det ér faktisk muligt at lave noget pænt af kastanjerne, som kan bringe lidt efterårs-hygge ind i stuen.

Lav fx en stor krans af kastanjer, og brug den enten indendørs med et lys i midten eller hæng den på din hoveddør. Miks fx kastanjerne med kogler, agern og andet, som du kan finde på skovbunden i efteråret.

7. Kastanjemand med skaller

Tag kastanjeskallerne med hjem, når du er ude og samle kastanjer. Lav en klassisk kastanjemand, og brug de indsamlede skaller som hat eller tøj til kastanjemanden. Og er du rigtig kreativ, kan du tage kastanjemanden til et nyt niveau og forvandle ham til en kastanje-kriger. Brug toppen af et agern som skjold og en tandstik som sværd.

8. Små mus af kastanjer og muslinger

Har dit barn samlet en masse muslinger sammen henover sommeren, som du ikke rigtig ved, hvad I nu skal bruge til? Kastanje-mus er svaret!

Brug de små muslinger som ører på kastanjedyrene. Lim øjne og næse på og tegn munden og de små arme med en tusch. De er da ikke til at stå for!

9. Kastanjedyr med tændstikker

Et kastanjedyr, som alle kan være med på er kastanje-ormen. Lav den ved at sætte kastanjerne sammen med tændstikker, og tegn eller lim øjne på. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvor lang ormen skal være.

10. Julede kastanjedyr

Elsker du at lave dit eget julepynt? Så er det oplagt at starte allerede nu og bruge de kastanjer, som efteråret giver os. Lav fx små søde rensdyrhoveder af kastanjer og grene, du har fundet i naturen.

11. Kastanjedyret for alle aldre

Edderkoppespindet kræver ikke en varm limpistol eller andet, som de helt små kan komme galt afsted med, og børn i alle aldre kan derfor være med til at lave dette kastanjedyr.

TIP Har du ikke tændstikker derhjemme, så kan tandstikker i træ også sagtens bruges.

12. Kastanje-edderkoppen

Kastanje-edderkoppen er nem og hurtig at lave. Lav enten benene med tændstikker eller piberensere og lim eller tegn øjne på.

13. Den nemme kastanjedekoration

Kastanjer er lig med efterår. Derfor er det også oplagt at bruge kastanjerne til dekorationer indenfor, for at skabe lidt efterårsstemning - og det behøver ikke være svært!

Læg fx kastanjerne i en glas-bowle sammen med et stearinlys. Wupti! Så har du lavet en efterårsdekoration. Nemmere bliver det ikke.