12 små ting, du kan bytte ud for at løfte indtrykket af dit hjem nemt og budgetvenligt
Mange af tingene er formentlig nogle, du aldrig har taget stilling til. Men ved at gøre netop det, kan du udrette små interiør-mirakler for det samlede indtryk af dit hjem.
Det er nok de færreste, der tænker meget over, hvilken toiletrulleholder, de har i deres hjem. Men du vil blive overrasket over, hvor stor en forskel sådan nogle ting kan gøre for stemningen og det samlede udtryk i et hjem.
Det er ofte oversete standardting som dørhåndtag, greb og lyskilder, der - udover selvfølgelig gulve, vægge og lofter - danner udgangspunktet for stilen i dit hjem, og selvom du dekorerer med møbler og pynteting i din egen stil, når du flytter ind, så forsvinder basistingene i boligen ikke.
Derfor kan det gøre underværker for dit hjem, hvis du går detaljeorienteret til værks og giver lidt ekstra kærlighed til de ting, vi ellers ikke regner for noget og som kan erstattes for en ret overkommelig pris.
1 Gør dine greb til en dekoration i sig selv
Især i køkkenet giver det en stor effekt at skifte grebene ud med nogle, der er mere dekorative end de standardgreb, der ofte er i et køkken.
Andre steder i din bolig har du måske også både kommoder og skabe, som kunne trænge til at blive piftet lidt op. Her gælder samme trick, og voila - smukke detaljer, der før var udelukkende funktionelle.
2 Omdan køkkenapparater til blikfang
Har du elkedel, brødrister, mikroovn og kaffemaskine i diverse grå nuancer stående fremme i køkkenet altid? Så overvej, om du skal investere i at give dem lidt personlighed - i stedet for at købe andre ting, der skal pynte i dit køkken.
Køkkenapparater som dem er ofte kedelige at se på, og hvad hjælper det at gøre sig umage med et smukt køkken, hvis det alligevel domineres af grå og sorte plastikapparater?
I stedet for at leve uden morgenkaffen eller prøve på mere eller mindre opfindsomt at pakke tingene væk, så lad tingene indgå som pynt i sig selv. På den måde sparer du måske også den plads, du ellers ville have brugt på at have dekorative ting stående i køkkenet.
3 Gør opvasken æstetisk
Hvis du har opvaskestativet stående fremme - og selv, hvis det pakkes væk jævnligt - kan du købe et opvaskestativ, der både er funktionelt og pænt. Så undgår du det kedelige basislook i køkkenet når du skal vaske op (og det er helt sikkert mere motiverende!).
Find også en smuk opvaskebørste og nogle fine viskestykker - de er også med til at skabe en smuk stil i dit hjem.
4 Opbevar din sæbe smukt og funktionelt
I stedet for at have opvaskemiddel, håndsæbe og shampoo stående på bordet eller på gulvet i brusenichen, så skift standardflaskerne ud med faste flaske, du hælder indholdet over i og som du har hængende i cool holdere på væggen.
Det letter rengøringen, giver et mere roligt udtryk og stemning a la hotel.
5 Opgrader det nødvendige toiletgrej
Løft det samlede udtryk på badeværelset ved at give lidt ekstra opmærksomhed til nogle af de til tider oversete nødvendigheder, vi finder derude og har tendens til at købe på minimalt budget. Fx toiletrulleholderen, -spanden og svaberen i badet.
Går du efter noget af lidt bedre kvalitet og design end Jysks den billigste vil det øjeblikkeligt højne udtrykket! Som en bonus er det et sted, du kan sætte ind uden at skulle hoste op med mange tusind kroner.
6 Opgrader rengøringsartikler, der fås flottere
Selvom dine rengøringsting ikke altid står fremm og påvirker dit hjems stil, så er det alligevel triste hverdagsting, der fortjener lidt kærlighed.
7 Glem ikke vasketøjskurven
Også ting som papirkurve og vasketøjskurve er oversete - og ofte kedelige. Frisk den op og mærk forskellen, når alle de små hverdagsting bliver piftet op.
SE OGSÅ vores guide til de bedste vasketøjskurve
8 Ud med kedelige kroge - ind med smukke knopper
I stedet for de meget basisagtige kroge, man kan få, så prøv at bruge flotte knopper som kroge. De fås i helt vildt mange varianter og er ofte billige at købe - så du kan få et helt unikt udtryk, hvis du udskifter kedelige kroge.
Der findes og mange smukke kroge, så i stedet for at købe det første du tænker på, når du tænker på en krog - så prøv at leg med udtrykket og find noget mere unikt.
9 Forvandl dine døre med nye håndtag
Noget, der også giver en wauv-effekt er helt sikkert at bytte dine kedelige dørhåndtag ud med nogle, der har mere karakter. Hvis du ikke bor til leje er der også den mulighed at spraymale dørhåndtagene, hvis du synes at formen på dem er fin nok men gerne vil give dem et friskt udseende.
10 Vælg en dørmåtte, som faktisk gør et indtryk
Hvem siger, en dørmåtte behøver at være kedelig? Der findes mange farverige, flotte og finurlige dørmåtter, der kan byde dig indenfor med stil.
11 Sæt stilen med et lækkert bruseforhæng
Gem det gamle kedelige bruseforhæng væk og hæng et op, der kan give et frisk pust på badeværelset. På et mindre badeværelse fylder bruseforhængets stil især meget, fordi det simpelthen tager meget plads i rummet - så hvis du finder et lækkert et at hænge op, så vil det ændre badeværelsets stemning med det samme.
12 Byt faste lamper ud
I nogle lejligheder og huse er der monteret fast belysning. Fx på badeværelset omkring spejlet eller i loftet, og det kan hjælpe gevaldigt på udtrykket at bytte disse ud med nogle mere moderne eller opsigtsvækkende af slagsen.
SE OGSÅ Tag det første skridt mod din drømmeindretning: Sådan laver du et moodboard