13 pladsbesparende idéer til et vellykket deleværelse til børnene

Det behøver ikke være jordens undergang at dele værelse med lillebror.

Opdeling af værelse

De bliver så hurtigt store! Sådan synes mange forældre at have det med deres små poder. Og hvor mange mindre størrelser trives med at dele deres værelse med hinanden, så bliver det anderledes kompliceret, når de kommer lidt op i alderen og bliver mere og mere selvstændige og vil have privatliv.

Har I ikke mulighed for at splitte de to op og løse problemet på den vis, så kræver det, at du tænker kreativt. Men det er ikke umuligt at dele et værelset i to, så begge beboere får en følelse af at have sit eget sted.

Se bare her, hvor mor og søn deler 14 kvm. mellem sig til både soveværelse og børneværelse.

Eller lad dig inspirere af disse fine idéer til, hvordan du får delt ét værelse i to.

Tænk opad

Når I giver jer i kast med at indrette børneværelset påny, så overvej, om ikke I kan score en del kvadratmeter ved at tænke rummet i højden og ikke kun bredden.

Skab forskellige zoner

Skab mulighed for privatliv med skillevægge og forhæng, som kan være med til at dele rummet op. Men tænk over, at der ikke bliver lukket af for lyset til en krog af værelset, da det hurtigt kan blive klaustrofobisk. Har I brug for at dele værelset op, så det alligevel sker, så overvej om løsningen kan være en væg med vindue i.

Går du all in, kan du også tage gulvet i brug, når du vil markere de forskellige afdelinger ved at male gulvet, så det bliver mere tydeligt, hvor hvilke kvadratmeter hører til.