18 boligtendenser fra 90'erne, de fleste af os lykkeligt har lagt på hylden
Det bliver ikke kønt det her!
SELVLYSENDE STJERNER
Åh ja, det var jo som at sove under åben himmel, når de mange stjerner og planeter lyste svagt grønt oppe i loftet. Et musthave!

LAVALAMPE
Dette lysende vidunder havde en prominent plads i mange hjem, hvor de sælsomme bobler flød rundt som pauseklovne i forskellige farver. Lidt sært, men svært populært.

UFOLAMPER
Den lille hottentot med lysende strå blev afløser for lavalampen som mest begærede belysning for en stund.

FLYDELYS
Vi tog en pause fra lysestagerne og hamstrede de små lys, der kunne flyde og se fine ud i en vandfyldt bowle. Spice up your life!

GELELYS
Stearinen led på mange måder en tragisk skæbne i 90'erne. Først blev den søsat og dernæst afløst af brandbar gelemasse - kommet på glas og pyntet med spændende - ofte maritimt - indhold.

SVAMPEVÆG
Ovenfor ser du et udsnit af resultatet af den særlige malemetode, hvor malingen påføres med svamp. Resultatet ligner mest af alt området på en patient, der er klargjort til operation med jod. Dillen behøver ikke at gøre comeback...

PLAKATVÆG
90’ernes svar på billedvæggen var idolvæggen med plakater fra gulv til loft. Ofte dedikeret til ét band eller en sanger, der havde en særlig plads i hjertet hos beboeren. Og oftere end ej med logoer i hjørnerne fra MIX og Vi Unge eller obskure tyske musikmagasiner.

OPPUSTELIG STOL
Fantastisk, at vi er nået en tid, hvor oppustelige møbler igen hører poolområdet på charterrejsen til. Så snart nogen lavede en bevægelse, knirkede den højere end nogen kunne tænke. Det var godt, den blev pensioneret.

LÆDERSOFAEN
Årtiets vel mest populære stuemøbel var lædersofaen med de dovne armlæn, der efterlod ejeren i et sælsomt dilemma: Det kolde gys, hvis ikke fuldt påklædt eller risikoen for ufrivillig "nedglidning" i det, jeans og tilbagelænet positur sjældent ydede nok modstand. Den havde visse mangler.

SATINSENGETØJ
Der var ikke noget, der kunne give dårlig hårdag, som en urolig nat i et sæt satinsengetøj. Bonus var foruden ugleriet på toppen, de gnister man slog det meste af morgenstunden, så snart andre nærmede sig.

CD-REOL
Fuldstændig uundværligt møbel i 90'erne. Og med ét... fuldstændig ubrugeligt. Tak Spotify.

GENNEMSIGTIG ELEKTRONIK
Blandt andet Swatchs ’twin phone’ var et hit i gennemsigtige varianter med kig til ellers ofte skjult elektronik. Hvorfor, det blev så in, er fortsat lidt uvist, men vi savner stadig en god snak i det funky rør. Æret være fastnettelefonens minde.

SÆKKESTOL
Før Fat Boyens tid, var det den svært mønstrede sæk krøjerkugler af bomuld, der var i høj kurs. Sækkestolen var et fast element på teenageværelset dengang. Så super at slænge sig i - så rodet at komme op af.

ALT-I-ÉT-MØBEL
Så SMART! Hvorfor bruge krudtet på at udvælge helt særlige møbler og ud fra de mange brudstykker skabe et unikt udtryk for din smag, når du bare kunne købe ét møbel, der klarede det hele: tv-bord, vitrineskab og kommode i én?

L'ENFANT PLAKAT
Det er muligt, denne plakat har været startskudet til mange teenagepigers fremtidige drømme om familielivet. Vi håber, de fik alt, hvad de drømte om.

KLOVNE
Hvor nogle mennesker anser klovne som direkte årsag til store traumer, havde andre mennesker et langt mere lyst syn på de gøjlede figurer og brugte dem som pynt!

FOTOPLAKAT
De dristige mænd og deres madpakker har hængt til skue i mangt et 90’er-hjem. Måske de fik deres fald, da det kom frem, at det hele vist bare var iscenesat?

PERLEFORHÆNG
90'erne mest glamourøse indslag i indretningen har, så vidt vi kan komme i tanke, om uden tvivl været perleforhænget, der slog knude på sig selv i mange hjem.
