3 gode tips til dig, der gerne vil have en barvogn
Det ser unægteligt tiltalende ud, når Don Draper lige skænker sig en sjus i Mad Men, men det er vigtigt at opbevare dine ingredienser rigtigt, så din drink smager, som den skal.
Elegance med retrovibes
Barvognen har gjort et comeback de senere år og det med god grund: De er cool, og det er et ret overskudsagtigt møbel. En flot barvogn kan sagtens bare bruges som et dekorativt møbel, f.eks. til planter, stilleben og andre fine ting, men hvis du går lidt op i spiritus og gerne vil gøre det ordentligt, så er der et par ting, du skal være opmærksom på.
LÆS OGSÅ 10 cool barvogne du vil elske
Pas på solen
Generelt er alkohol og sol ikke særligt gode venner, da det kan miste både smag og farve, hvis det står i solen. Det gælder muligvis ikke alle typer alkohol, men hellere være på den sikre side end at stå med en lækker årgangswhisky, som pludseligt smager helt forkert.
Opbevar så vidt muligt alkoholen på et tørt og køligt sted med en stabil temperatur, f.eks. et hjørne, hvor solen ikke står direkte ind.
Vær opmærksom på holdbarheden
Stærkere spiritus kan bedre holde sig, så længe det opbevares under de rigtige forhold, men smagen kan godt ændre sig med tiden. Derfor kan to ens flasker godt smage forskelligt, hvis den ene har været åben i længere tid.
Likører, sirupper, shots og lignende er lidt mere tricky, men der er som sådan intet i vejen for at drikke det, hvis det dufter og smager rigtigt - dog kan nogle ting, f.eks. Baileys, godt komme til at smage skidt, så det er jo en god undskyldning for at holde fest eller tage en lille drink til desserten.
Desuden er det vigtigt at være opmærksom på, om spiritussen må ligge eller helst skal stå op - vin kan godt ligge ned, men whisky skal f.eks. helst stå op, da den høje alkoholprocent holder proppen fugtig og kan ende med at opløse den, så den lækker. I mange barvogne vil det alligevel være naturligt at stille flaskerne op, men det er i hvert fald godt lige at være opmærksom på.
Vælg den rigtige karaffel
De flotte krystalkarafler er ret populære, og de ser også fantastisk flotte ud på barvogn, når solen glimter i de mange facetter. Desværre er der en ret stor ulempe ved krystalkaraflerne, og her er det bogstaveligt talt karafler i krystalglas, der er tale om. Hvis alkoholen står for længe, trækker alkoholen nemlig bly fra krystalglasset, så du kan ende med blyforgiftning.
Det gælder heldigvis kun for ægte krystal, så hvis du gerne vil have en karaffel, kan du købe én i helt almindeligt glas, og hvis du allerede ligger inde med en krystalkaraffel, kan du vente med at hælde spiritus på flasken, til det skal serveres. Husk desuden at tjekke, at karaflen lukker tæt, så alkoholen holder sig god.
Hvis du gerne vil være helt sikker og har det helt fint med det blandede look, kan du også bare lade det stå i de originale flasker. Det kan også se supercool ud med flaskemikset, og nogle barvogne har også et stativ til flaskerne, så de står pænt.
Der er masser af forskellige måder, du kan dekorere din barvogn på, så det er bare med at gå på inspirationsjagt. Glas, flasker og karafler er et godt sted at starte, men ellers er det kun fantasien, der sætter grænser.
Du kan sagtens dekorere med nogle flotte coffee table-bøger, blomster, nips og andet, og tilbehør såsom fine sugerør og rørepinde kan også sagtens pynte.
Kilder: Bartendermagasinet, Fadandel, Helsenyt og Samvirke.