3 tips til at finde og styrke din personlige indretningsstil
Der er en grund til, at det ikke føles som det største af komplimenter, hvis nogen synes, dit hjem minder om en udstilling. Eller et katalog.
Så er det jo ikke personligt!
Og hvis noget er populært i indretningen lige nu - på tværs af strømninger - så er det personlig stil.
En indretning, som afspejler dig, din smag og dit liv, er ikke noget, som kan trylles frem efter én shoppetur. Det er noget, du ikke kan købe for penge. Det kræver overvejelser og kærlighed til de små ting og detaljer at stykke lige netop "dit personlige hjem" sammen. Og måske netop derfor er det i så høj kurs? Ingen kan få lige præcis din stil.
Et personligt hjem er nemlig ikke kendetegnet ved prisen på møblerne eller brandet bag, men sammensætningen af de enkelte dele og historien bag.
Vil du blive skarpere på, hvordan du finder frem til essensen af din egen stil og dyrker den til fulde, så læs med her.
1 Skab din egen farvepalet
Nogle mennesker er så sikre i deres egne farver, at man med det samme kan spotte, at det er deres hjem, der er tale om.
Et vigtigt element i at skabe din egen stil er at udvælge og sammensætte nogle absolutte favoritfarver, og det er kun din smag, der kan afgøre, hvilke der er bedst.
Selvom du måske synes, at noget er pænt hjemme hos en veninde, er det ikke sikkert, det føles rigtig for dig - hjemme hos dig.
Der findes forskellige farveteorier, som bakker den personlige tiltrækning af visse farver op, så det giver god mening, hvis du simpelthen har brug for at omgive dig med noget helt andet, end du måske synes er pænt hos andre.
Mærk efter. Hvilke farver taler til dig? Skab moodboards, hvor du lader dig styre af, hvad du bliver draget af, uden at tænke så meget over om det matcher. Efterfølgende kan du så finpudse farveskalaen.
LÆS OGSÅ Sådan laver du et moodboard
2 Dyrk trends med kritisk blik
Trends er til for at inspirere og opdatere - ikke for at følge blindt, og forholder du dig ikke kritisk til nye trends, ender du med en stil, der formentlig ikke rigtig er dig.
Så læs med, lad dig inspirere af de nye strømninger og sorter så i, hvad du slipper ind i din indretning.
Et trick er at vente en sæson, før du hopper om bord. Hvis du stadig tænker på velourpuffer, neonskilte eller muslingekrukker efter et halvt års tid, er det måske helt rigtigt - for dig.
3 Husk hverdagen!
Har du små børn, der skal have et sted at parkere overtøjet, samler din bedre halvdel på modelfly eller har du brug for muligheden for at arbejde hjemme ofte, så skal din indretning tilgodese disse behov.
Det bliver aldrig rigtig godt, hvis du udelukkende indretter dig efter dine drømme og ikke din virkelighed. Så er det ikke det perfekte hjem for dig. Så gør dig det klart, hvilke praktiske behov din indretning skal dække og pynt herefter, når det er på plads. Så er du tro mod dig selv, dit liv og din stil.
PSSST Vil du have et lille forspring, så tag stiltesten her, og bliv klogere på din stil på to minutter.