4 spændende interiør-tendenser, der tegnede sig tydeligt under 3daysofdesign

Limoncello, monstre og helt nye mønstre. Det er bare noget af det, du kan glæde dig til at finde i butikkerne i fremtiden.

Den var større end nogensinde før, årets designfestival i Danmark, 3daysofdesign.

Og de store indtryk stod i kø sammen med mindeværdige udstillinger og cool nyheder.

Og hvad er så de store streger, der er blevet tegnet for fremtidens hjem under ugens udfoldelser?

Det kan du få overblik over her, hvor vi har kogt essensen ned til 4 punkter, du ikke må misse.

4 trend highlights fra 3daysofdesign

1 Limoncello

Årets designfestival var et festfyrværkeri af farver, men særligt én forsigtig nuance gjorde sig bemærket med sin tilstedeværelse på tværs af brands: lysegul! Den blev taget i brug på både møbler og tilbehør.

FDB har indgået samarbejde med File Under Pop, der efterhånden har status som lidt af nogle farveeksperter. I samarbejdet har FUP iklædt den ikoniske J46-stol særlige nuancer fra deres katalog. Heriblandt en sart lysegul.

Vipp lancerede under festivalen deres ikoniske pedalspand i en helt særlig nuance inspireret af stifterens kone, Marie. Den lysegule version fås i en begrænset periode og har fået navnet 'Marie's Yellow'.

Vipp

House of Finn Juhl løftede sløret for 77-stolen, designet af Finn Juhl selv, men i et helt andet udtryk end det, der kendetegner hans mest elskede design. Derfor har stolen også fået kaldenavnet "Finn Juhls nok mindst ikoniske stol". Også her optræder den sarte lysegule nuance.

2 Lamper som kunst

Der blev i den grad leget med lyset under 3daysofdesign, hvor flere kendte lampeklassikere fik både kunstfærdige, kulørte og humoristiske opdateringer.

Louis Poulsen præsenterede et samarbejde med det amerikanske glas-brand HEVƎN, der blandt andet er kendt for deres mystiske håndtasker i glas. Som en del af samarbejdet har de givet flere af Louis Poulsens ikoniske lampedesigns et humoristisk ansigtsløft med djævelske detaljer. Fx fangarme på radiohuspendlen og horn på PH 3/2. Se flere billeder her.

Hos &Tradition havde designeren bag den populære Formakami-serie, Jamie Hayon, svunget penslen og givet den ellers minimalistiske rispapirslampe en kulørt opdatering, der med ét forvandlede lampen til en show stopper.

3 Klassikere i nye klæder

Flere favoritter havde givet deres ikoner kulørte og mønstrede opdateringer i polstring og maling og muligheden for at udtrykke sin personlighed gennem sit møbelvalg har aldrig været større!

Eilersen havde givet deres lækre Cocoon sofa en markant overhaling, så den nu ikke blot fås i tone-i-tone farveholdninger, men også i den nye, mere vovede 'Bauhaus'-farvesammensætning.

Mads Nørgaard og Kay Bojesen slog pjalterne sammen i et overraskende samarbejde, hvor Bojesens ikoniske abe er klædt i ditto ikoniske 101-striber.

Vipp havde også givet flere af deres klassikere nye klæder. Blandt andet deres Swivel-stol, der blev vist frem i tekstiler fra Metaphores, Christopher Farr og Libeco, hvilket gav den smukke stol helt nye og meget forskellige udtryk. Priserne for disse kommer til at ligge på omkring 870 euro.

4 Legende længder

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at gardiner er populære i indretningen. Men efter at have været det i adskillige år, begynder de at røre på sig. Eller det vil sige, at designerne gør – og det giver nye kreative gardintyper at vælge i mellem.

Vi så blandt andet fine, lettere romantiske flæser hos Durup.

&Drape viste deres elegante 'Frame'-gardiner frem med kontrastkant designet af Ana Kraš.