4 tips til at give din nybyggede bolig sjæl og personlighed
Et nyt hus behøver ikke at være lig med stringent stil og hvidt i hvidt. Se bare her, hvordan du med fire smarte greb kan forvandle moderne nybyg til et personligt hjem.
Der er mange fordele ved at bygge og flytte ind i en helt ny bolig. Plantegningen er du selv herre over, og du kan matche hver en lille detalje med dine ønsker og behov.
Men hvordan opnår man lige den der særlige følelse af sjæl og hjemlighed, som automatisk følger med mange ældre huse? Det kan du få inspiration til lige her, hvor vi i samarbejde med Milton Huse giver fire tips til at forvandle en nybygget bolig til en hyggelig base, der er alt andet end standardiseret og upersonlig.
1. Vær kreativ med materialer
Tænker du straks på kedelige rum med store hvide flader, når du hører ordet “nybyg”? Så kan du godt tro om igen! Der er nemlig masser af muligheder for at gå andre, mere kreative veje, når det kommer til valg af materialer til din bolig.
Eksempelvis kan trægulve give et varmt touch og gøre en verden til forskel for stemningen i især større opholdsrum som køkken og stue. Eller måske har du en tom endevæg, der skal have nyt liv med dekorative trælameller?
Tænk også over materialerne på de små detaljer i indretningen, og sørg for, at der er variation. Bløde tekstiler som gardiner, puder og tæpper skaber hygge og flot kontrast til hårdere materialer som træ, natursten og stål.
2. Leg med farver
Ligesom materialerne er farverne, du vælger, også med til at gøre din bolig unik. Skab opbrud med de lyse flader ved at male en væg eller et rum i en smuk nuance, og leg også gerne med farverne på større detaljer som køkken- og badeværelseselementer.
Er du mere til løsninger, der kan skiftes ud, hvis du bliver træt af farven eller motivet, kan du også bruge tapet til at bringe flere farver i spil i udvalgte rum. For eksempel kan du give soveværelset et romantisk touch ved at tapetsere den øverste del af væggen, male den nederste og sætte en elegant pynteliste på overgangen.
PÅ BILLEDET Tapet er en nem, men fin måde at få flere farver ind i et ellers neutralt rum. Måske du har en yndlingsblomst, der skal pryde væggene i stuen.
PÅ BILLEDET Detaljer i træ kan være med til at skabe et varmt udtryk i indretningen. Se bare dette hyggelige Milton inspirationshus, hvor materialet går igen på både gulve, møbler og nips.
3. Vælg unikke løsninger
DIY har længe været trendy – og med god grund! Det er den perfekte måde at gøre dit hjem one of a kind, og du behøver ikke nødvendigvis at være en erfaren handyman- eller woman for at kaste dig ud i det.
Start i det små med at give garderoben nyt liv med en klat maling og fine greb, eller aftal med byggefirmaet, der bygger dit hus, at håndværkerne skal lave særlige detaljer i et eller flere rum. Eksempelvis er en alkove i forlængelse af køkkenet en skøn hyggekrog til afslapning eller læsning, mens andre i familien laver mad.
Ved at tænke i smarte, skræddersyede løsninger kan du også få mere ud af kvadratmeterne i din bolig.
PÅ BILLEDET Skræddersyede løsninger er med til at gøre din bolig unik. Byg fx en blød alkove ved siden af køkkenet, så hele familien kan være sammen under madlavningen.
4. Miks nyt og gammelt
Vintagemøbler og genbrugsfund hører ikke kun gamle herskabslejligheder til. Tværtimod er det netop kombinationen af nyt og gammelt, der kan være med til at gøre din indretningsstil og dit nybyg til noget helt særligt.
Sørg for, at der i hvert rum er et miks af moderne løsninger og hyggelige, skæve detaljer som for eksempel designklassikere og dekorative loppefund. Kunst er også en genial måde at give dit hjem personlighed på og vise, hvem du er.
PÅ BILLEDET Kunst og farver er med til at vise, hvem du er.