5 geniale idéer til at bo småt – udtænkt til det nye IKEA-varehus i København

På baggrund af 100 (!) hjemmebesøg i hovedstaden har indretningschef for det nye IKEA København indrettet varehusets showrooms, så de reelt afspejler de hjem, der findes i hovedstaden og ikke mindst de udfordringer folk har. Her er de bedste løsninger.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Ikea har åbnet et nyt varehus i centrum af København.

Et varehus, der har storbyens beboere i fokus.

Varehusets showrooms er nemlig indrettet på baggrund af 100 hjemmebesøg hos forskellige københavnere, der har gjort Ikea klogere på beboernes behov og udfordringer, når det kommer til indretning.

Blandt andet fandt de frem til, at 74% af københavnerne mangler opbevaringsplads i køkkenet, mens 21% synes, deres soveværelse roder.

Færre kvadratmeter = pladsmangel

Langt størstedelen af københavnerne bor i lejligheder – og faktisk er den gennemsnitlige størrelse på hjemmet hele 27% mindre i hovedstaden end i resten af landet.

Derfor viste pladsmangel sig også at være københavnernes største udfordring, ifølge undersøgelsen, hvor en tydelig higen efter smart opbevaring og pladsoptimerende løsninger viste sig.

Og netop den udfordring har Ikea været tydeligt inspireret af i indretningen af deres showrooms.

Vi har været en tur forbi det nye varehus for at se, hvilke idéer og løsninger Ikea er kommet op med – og fundet de 5 bedste af slagsen.