5 geniale indretningstips til dig, der skal klemme alt ind på ét værelse

Pladsen kan være trang, når du skal klemme mange funktioner ind på ét værelse - men det er ikke nødvendigvis et umuligt projekt!

lille lejlighed

1 Tænk i nye højder

Det kan være en stor fordel, når du skal indrette et lille rum, at nytænke dine opbevaringsmuligheder. Udnyt rummet i højden og placer hylder helt oppe under loftet til opbevaring af fx kasser og bøger eller placer sengen så højt, at der kan skabes fx en kontorplads under.

2 Kombinér funktionerne

Vælg møbler som kan flere ting, for så kan du spare rigtig meget plads.

SOVESOFA To af de vigtigste møbler i et hjem er en sofa og en seng, og de fylder ofte meget i et rum. Derfor kan de være en rigtig god ide at købe en sovesofa, som kombinerer de to og giver plads til mere kreativitet i indretningen.

SENG MED OPBEVARING Hvis du er til en traditionel seng fremfor sovesofaen, kan du vælge en med skuffer. Det giver en masse opbevaringsplads under sengen, som ellers ville være spildt - og hver en kvadratmeter tæller, når pladsen er trang.

PSSST Et billigere alternativ kan være at sætte ben på en boxmadras og købe kasser med hjul på, som kan rulles ind under sengen.

PUF En puf kan have mange funktioner i indretningen. Den kan fungere som fodskammel, som en ekstra siddeplads og den kan tilmed være en opbevaringsmulighed.

PSSST Denne puf er genial, hvis du gerne vil have mulighed for at overnattende gæster. Udover at være dekorativ og fungere som en ekstra siddeplads, indeholder den en drømmeseng, som nemt kan foldes ud!

Puf med sovefunktion, "Xtra", h 42 x b 70/200 x d 70 cm, 4.969 kr.,Bo Concept

3 Få styr på farverne

Bare fordi rummet er lille betyder det ikke, at du behøver at skrue ned for farverne. Du skal i stedet udvælge en farvepallet, som du holder dig til, så det ikke ender med at blive en stor eksplosion af regnbuekaos.

Kan du godt lide at lege med farverne, kan det være en ide at holde vægge og møbler i neutrale farver og bringe farver ind i rummet i form af nips, planter og kunst. På den måde skaber du en rolig base, hvor det altid er muligt at ændre på farverne, ved at skifte nogle af tingene ud.

4 Tænk i zoner

Selvom du kun har ét rum at arbejde med, kan det sagtens være muligt at skabe illusionen om, at lejligheden indeholder flere. Med forskellige elementer kan du nemlig snyde dig til vægge.

TØJSTATIV Hæng dit tøj på et åbent tøjstativ og brug det som rumdeler ved at stille det ud fra væggen. Hvis du vil prøve noget andet end et traditionelt, som står på gulvet, kan du vælge et som hænger ned fra loftet. På den måde giver det mere luft, og du udnytter rummet i højden.

GARDINER Du kan hænge lange tynde gardiner op for at inddele rummet i sektioner. Det kan fx være omkring sengen for at skabe hygge og give følelsen af en himmelseng.

REOL Hvis du vælger en reol eller et konsolbord som skillevæg, får du både opbevaringsmuligheder og lys, fordi de ikke skærmer for lys til resten af rummet. Vi siger ikke, at det behøver at være den berygtede 'Kallax'-reol fra IKEA - der er mange andre fine alternativer, hvis du drømmer om noget mere originalt.

5 Gør plads til 'ingenting'

Det er måske et simpelt råd, men det er et vigtigt et af slagsen. Husk at gøre plads til luft og bare overflader. Hvis et lille rum indeholder for mange møbler, planter og nips, kan det nemt føles indeklemt, og du ser ikke rigtig de ting, som faktisk er i rummet. Et godt råd er, at du kun vælger at have ting, som gør dig glad. Så mærk efter, hvergang du skal til at købe nyt eller bliver nødt til at ryde op og forestil dig, hvordan det ender med at blive, når alt du kigger på i dit lille hjem er noget, som vækker en varm følelse.