5 indretningsfejl, der hiver det samlede indtryk af dit hjem ned

Har du på fornemmelsen, at noget ikke helt spiller?

© Thomas Dahl/Magnus Klitten

Én ting er, hvilke rammer du har at indrette i. En anden ting er, hvordan du udnytter dem.

Mange gange kan selv den mindste bolig give et godt indtryk og emme af både stil og personlighed, og det er ikke størrelsen eller pengene, der afgør, om en bolig er vellykket. Vil du også opnå det bedst tænkelige resultat på din matrikel, så læs med.

1 For store eller små møbler

Bor du småt, er det vigtigt også at tage det med i dine overvejelser, når du vælger møbler. En alt for stor sofa i en lille stue vil dræbe rummeligheden og stilen med det samme, hvorimod det kan være en befrielse at vælge en lille tomandsudgave og en lænestol.

En kæmpe stue derimod kræver, at rummet bliver indtaget, hvis du vil skabe en hyggelig stemning. Her nytter det ikke, at have en stilren to’er stående med 5 meter iskold luft til hver side. Det giver for meget museumsstemning og for lidt hjemmefølelse.

TIP Har du svært ved at afgøre, om møblerne, du vil købe, passer godt ind, så prøv at ”tegne” dem op på gulvet med malertape, så du får en fornemmelse af, hvor meget luft de efterlader omkring sig.

LÆS OGSÅ: Leder du efter opbevaring, hvor du kan udstille dine yndlingsting, så tjek også vores guide til smukke vitrineskabe.

2 Dårlig belysning

Din indretning kan være nok så stilfuld, men har du ikke styr på belysningen, kan det være lige meget, da lys er en af de vigtigste spillere, når det gælder hygge og varme i dit hjem.

Det er vigtigt at have mange forskellige lyskilder i de rum, du benytter mest. Tænk både over, hvilket kraftigt arbejdslys du har behov for, men også hvilken stemningsbelysning der er brug for.

TIP Operer med tre niveauer af ”styrke”, hvor den kraftigste er et overordnet lys, den mellem er til hjørnerne og der, hvor du vil skabe hygge, og den svageste mest er for at gøre opmærksom på selve lampe som ”pyntegenstand”.

3 Det forkerte tæppe

Et tæppe kan være med til at samle et rum, markere forskellige zoner og understrege din stil i hjemmet. Men vælger du det forkerte, kan det hurtigt spolere din gode stil.

TIP Når du vælger tæppe til sofaområdet, så gå efter tommelfingerreglen, der hedder: Alle ben på tæppet eller alle forben. Gør du det, vil du få et harmonisk udtryk, der ikke syner for nærigt eller indeklemt. Samme regel gør sig gældende i soveværelset, mens alle ben skal være på tæppet, når stolene er rykket ind under spisebordet.

4 For meget af det bedste

I journalistikkens verden bruger man et udtryk, der hedder ”kill your darlings” om at give afkald på sine favoritting, hvis det gavner helheden og fortællingen. Det samme gør sig gældende i indretning.

En vellykket indretning er generelt kendetegnet ved en hvis form for kuratering. Om du så er til det rodede boheme-udtryk eller stram minimalisme kommer sig ikke så nøje. Det væsentlige er, at du forholder dig aktivt til hver enkel lille genstand, og at du er i stand til at kaste dét over bord, der forstyrrer dit udtryk.

TIP Tag et valg! Og er du dårlig til at smide ting ud, kan du gemme dem i en flyttekasse og se, om der skulle dukke en plads op til dem senere. Har du helt glemt, du havde dem, er det måske lettere at skille dig af med dem. Win win.

5 Usammenhængende forløb

Det lækre hjem er også kendetegnet ved, at der er en rød tråd i indretningen. Det kan være, at farverne i de forskellige rum er smukke i sammenhæng, at der er valgt nogle fælles materialer i møblerne eller noget tredje, der binder det hele sammen.

TIP Kan du se, at der allerede er nogle fælles træk i et par af rummene, så træk det element med ind i de øvrige. Der er formentlig en grund til at det går igen – det er noget, du godt kan lide.

Artiklen er oprindeligt publiceret i februar 2018

Få de bedste boligreportager, DIYs, indretningstips og konkurrencer fra Bolig Magasinet gratis - tilmeld dig her