5 positive boligtrends vi kan takke corona-krisen for

Corona har haft mange negative konsekvenser, men faktisk har den også haft en positiv og spændende indvirkning på, hvordan vi kommer til at bo fremover.

© Montana//&Shufl

De sidste par måneder har vores nyhedsfeed været fuld af historier om corona, og virussens betydning for vores hverdag fremover.

Men midt i den negative situation, er vi blevet tvunget til at tænke kreativt og leve på andre måder, end vi er vant til. Det har medført nogle positive boligtrends, der begynder at stadfæste sig som mere permanente i vores hjem.

#wfh

Under corona-krisen er et element, som fremtidsforskere inden pegede på ville blive mere almindeligt at finde i hjemmet på længere sigt, rykket ind før tid. Og det er hjemmekontoret!

Rigtig mange har været nødsaget til at arbejde hjemmefra (#wfh - work from home) - og har derfor skabt en arbejdsstation af mere eller mindre permanent karakter.

Hvor det lige nu er en reaktion på en krisetilstand, så spår de kloge, at hjemmekontoret vil blive mere almindeligt og permanent hos mange, fordi vi faktisk synes om fleksibiliteten, og fordi mange på længere sigt formentlig slet ikke vil være tilknyttet bare én arbejdsplads - men der er vi ikke helt endnu.

Corona kan også være med til at skubbe til begejstringen for at arbejde hjemme for nogle, som ved karantæneophøret vil have fået smag for at indrette hverdagen, så arbejdet klares helt eller delvist fra hjemmet. Oveni er der forhåbentlig også beviser for, at hjemmearbejdet ikke betyder lavere arbejdsmoral og produktivitet.

LÆS OGSÅ 6 tips til et hjemmekontor, du faktisk har lyst til at arbejde fra.

At skabe plads til at arbejde hjemmefra bliver mere og mere almindeligt og hjemmekontoret vil blive tænkt ind i planløsningen fra begyndelsen i højere grad fremover.

© Hay

Ro på, malermester!

I lang tid har de farvede vægge været et kæmpe hit indenfor boligtrends - og det går ikke stille for sig. Se bare årets farve 2020!

Men corona-krisen har ført nogle nye strømninger med sig, som gør, at vi værner mere om vores hjem som et sted til at lade op og finde ro og balance. Det vil også afspejle sig i vores vægge på den vis, at vi i den kommende tid i højere grad vil vælge vægfarver, der er fundet i naturens egen farvepalet.

"Pandemien har forståeligt nok ansporet en følelse af uro, sorg og angst blandt forbrugerne, der nu higer efter farver, som giver en følelse af tryghed og trøst," siger senior color marketing manager, Dee Schlotter, fra det globale farvesystem PPG til Architectural Digest.

"Disse farver vil fremme indre ro i en tid, hvor mentalt og fysisk sundhed er afgørende."

Farver fra naturen bliver inviteret indenfor på vægge og i lofter. Støvede nuancer af grøn, blå og beige er velkomne.

Smartere materialevalg

Rengøring og desinficering er blevet en kæmpe stor del af hverdagen. Men ikke alle materialer er lige nemme at rengøre. Derfor vil flere og flere tænke over materialevalg, når de skal købe møbler i fremtiden.

Og eksempelvis vælge en linoleumsbordplade, som er bakterieafvisende, og nem at rengøre, frem for et mere porøst materiale, der kræver mere omhyggelig rengøring.

Der vil også komme et større fokus på nye teknologier, der kan bidrage til et hygiejnisk og sundere hjem. Det peger den italienske trendekspert Elisabetta Rizzato på i et indlæg omkring Coronaens påvirkning på vores indretning.

Det kan være luftrensere, filtreringssystemer til vores vand, og måske endda selvrensende teknologier til vores interiør som selvrensende ovne og toiletter. Vi ser allerede mange materialer og interiør, der forbedrer indeklimaet. Et eksempel er Ikeas luftrensende gardiner, der er designet til at nedbryde luftforurenende stoffer.

Køkkenet her er lavet med linoleumsfronter og -bordplade, der har mange positive egenskaber.

© &Shufl

Grønne goder fra inderst til yderst

I karantænetiden har mange sat pris på at kunne komme ud og nyde naturen fra en ellers "indespæret" tilværelse derhjemme.

Naturen og det grønne input i indretningen er med til at reducere stress og skabe komfort i hjemmet. Det er ikke en ny trend i boligen, men fokus på, hvad naturen kan gøre af gode ting for os, er blevet øget under landets lockdown.

Resultatet bliver, at vi vil bruge flere ressourcer på at skabe indbydende uderum på altanen eller terrassen, men også at vi vil invitere den spirende grønne natur indenfor i højere grad.

Det spår det britiske arkitektur- og designmagasin Dezeen. De mener, at det vil blive endnu mere trendy at dyrke sine egne planter og krydderurter, selv hvis du bor i byen – og måske vil hele vægge prydet med planter vinde større indpas i indretningen. Det vil både være godt for indeklimaet og for den mentale sundhed.

Vores grønne venner får endnu mere plads - både ude som inde - i fremtiden.

© Kähler

Alpha, omega, entré!

De store åbne rum er i høj kurs i de fleste hjem. Det behøver man bare at have set ét boligsøgningsprogram for at vide: køkken-alrummet er en favorit!

Men efter en tid, hvor bakteriespredning er blevet en stor frygt, er det ikke utænkeligt, at vi kommer til at se en større hældning mod mere opdelte boliger.

Her vil særligt entréen få stjernestatus, fordi den bliver et vigtigt punkt i hjemkomsten, hvor vi parkerer det yderste lag: sko, jakker og andre sager, som har været i mest kontakt med omverden.

Det gode er, at der så måske vil blive udviklet endnu flere smarte løsninger til entréen, der volder mange problemer, når der skal indrettes. Vi krydser fingre!

Det giver mening, at skabe et rum, hvor vi kan stille beskidte sko og hænge jakken. Fremover vil vi måske prioritere praktik over trends.