7 geniale rengøringstips
Hvis du også lider af rengøringsvanvid eller bare holder rigtig meget af orden i hjemmet, så er disse syv hurtige tips lige noget for dig.
1) Krydderihylden skal hænge på badeværelset
Hylden er perfekt til neglelak, ansigtsrens og alle de andre småting, som man bruger på daglig basis og gerne vil have let tilgængeligt.
2) Brug køkkensvampen på din sweater
Hvis du synes, at din sweater er blevet lidt ulden, så kan du blidt køre en køkkensvamp henover, og så vil den igen se lækker og blød ud.
3) Stryg tøjet, når det er vådt
Fugten fra tøjet kan hjælpe med at udglatte rynkerne i tøjet, så husk, at du i fremtiden aldrig skal vente med at stryge tøjet til det er helt tørt.
4) Ryd ikke op ved at købe nyt
Det er ikke en løsning på rodet, hvis du går ud og køber en masse nye æsker, som du kan bruge til at organisere alle dine ting. Du skal starte i den anden ende og begynde med at smide alle de ting ud, som du ikke har brug for.
5) Fjern hår med en gummihandske
Er du vild med kæledyr og har både hund og kat? Så er du helt sikkert også indehaver af en masse dyrehår på både sofaer, puder og tøj, og det er ikke så lækkert. Med en fugtig gummihandske kan du let gribe hårene og fjerne dem!
6) Opvaskemaskinen kan vaske alt - næsten!
Det er ikke kun glas og tallerkener, som du kan putte i opvaskemaskinen. Også legetøj, hårbørster og meget andet kan tåle at komme en tur i maskinen.
7) Gør ikke rent på solrige dage
Når du skal gøre vinduerne rene, kan det være en fordel, hvis du vælger at gøre det på en skyet dag. Du risikerer nemlig at vinduesrensen tørrer for hurtigt, hvis der er høj sol og blå himmel, og det er ikke godt, for det efterlader striber på vinduet.