7 instagramprofiler, du skal følge for nordisk indretning i topform

Elsker du lyse og åbne rum og smukke designklassikere, så vil lad disse 7 profiler forkæle dit feed på Instagram. Vi lover, det bliver godt.

Nordisk minimalisme
© @carlasofiemolge / @boliginspo_

Nordisk minimalisme

Den nordiske stil er efterhånden godt udbredt og ikke længere kun i norden.

Kendetegnene er typisk hvide vægge med et minimalt antal dekorationer, åbne og lyse rum uden for mange møbler, der tager alt pladsen, og i det hele taget en simpel indretning gerne med velvalgte kontraster og materialer.

Der er utallige måder at inddrage nordisk minimalisme i indretningen og elsker du at se, hvordan andre lykkes med at dyrke den smukke stil, så forkæl dig selv og dit insta-feed med disse 7 profiler, vi har trykket "følg" på.

@boliginspo_

Hos @boliginspo_ finder du kontraster, planter og smukt design. Her er indretningen vaskeægte nordisk minimalisme med de meget rene linjer og det er udført på smukkeste vis.

@hjemmehoshamre

Denne profil har en rolig og harmonisk vibe over sig, og det skyldes selvfølgelig det minimalistiske udtryk. Det er samtidig det smukke lys, der strømmer ind gennem vinduerne og rammer de hvide flade, der giver følelsen af "slow living".

@triner2

Trine bor i det smukkeste, store hus ud til vandet - hvilket giver en udsigt, de fleste ville sukke langt efter. Samtidig er hjemmet fyldt med lækre møbler og hvide flader, der særdeles er en fryd for øjet.

@carlasofiemolge

Hvide vægge, marmor og grålige toner kendetegner Carla Sofies indretning, som er ekstremt gennemført. Se bare køkkenet, som står så utrolig flot med metrofliser og grå bordplade.

Må vi flytte ind?

@emilieslilleverden

Her er et godt eksempel på, at nordisk minimalisme ikke altid skal være hvidt, med sorte kontraster. Emilie har nemlig taget den meget populære rosa farve med ind i den minimalistiske stil, og den kombination må vi bare sige, sidder lige i skabet.

LÆS OGSÅ: Sådan bygger du din egen radiatorskjuler

@hejmonica

Endnu et godt eksempel på en mere farverig nordisk indretning. Den mørke havblå farve står smukt til den simple indretning, som dominerer hos @hejmonica. Hjemmet får samtidig et mere personligt præg af de mange smukke planter og træelementer.

@sonja_ols

Sonja har indrettet sig stilrent med hvide vægge og gulve, en masse grønne planter og sorte kontraster. En mere gennemført indretning, skal du lede længe efter.

Få de bedste boligreportager, DIYs, indretningstips og konkurrencer fra Bolig Magasinet gratis - tilmeld dig her