Årets farve 2018 er både elegant og hyggelig
Det lover godt for indretningen i det nye år!
I Norden har vi i mange år været kendt for vores lyse tilgang til indretning, hvilket hænger meget godt sammen med det vintermørke, der hvert år sniger sig ind på os.
Samtidig er vi også her til lands blevet verdensberømte for vores "hygge", der bliver skrevet bøger og artikler om i et væk.
Måske derfor er det alligevel ikke så overraskende, at årets farve 2018 ifølge Dyrup er farven 'Black Flame', der dækker over den dybeste mørkeblå, som giver hjemmet en intens og hyggelig hulestemning.
De tror altså på, at vi fortsat bevæger os på en kurs længere væk fra de hvide flader, vi har set en del til tidligere. Og alt tyder da også på, at de har ret.
Udviklingen går igen i Bolig Magasinet, hvor flere og flere af de smukke boliger, vi har med, demonstrere en modigere leg med farver.
Duryp er ikke alene om at tage spåkuglen i hænderne, når det kommer til at forudse, hvilke farver vi kommer til at længes efter i vores indretning.
Også Nordsjö (tidligere kendt som Sadolin) har kåret årets farve 2018. De tror i højere grad på den mere feminine retning og har udråbt 'Heart Wood', som årets farve.
Her er der tale om en kølig nuance af rosa, der signalerer ro og femininitet. Farven kan kombineres med alt fra jordfarver for et roligt udtryk til mørk grøn eller blå for kontrast.
Hvad end du er til det maskuline look eller det ultrafeminine, så er årets farver et godt bud på en vægfarve, hvis du får lyst til at skabe en hurtig og nem forandring i dit hjem.