Dette er årets farve 2020
Vi er slet ikke i tvivl! Alle tegn peger i direkte retning af denne smukke farve, som er både modig og nem på én gang.
Årets farve 2020: 50 shades of blue
Alt tyder på, at vi kommer til at se en hel masse blåt det næste år.
Netop nu har det globale farveinstitut Pantone nemlig udpeget årets farve for 2020 til at være ’Classic Blue’.
En tidløs og ren blå, der giver mindelser om himmel og hav og natur.
Faktisk også i Danmark
Selvom hele verden lytter med når Pantone peger på en farve som årets farve, så er der tale om en global trend, og det afspejler sig ikke altid så direkte i stilen på vores breddegrader - det var fx tilfældet, da en elektrisk koralfarve blev udpeget som årets farve for 2019 af Pantone.
Men noget tyder på, at vi også kommer til at tage årets farve til os i Norden denne gang.
Norske Jotun peger nemlig på en nuance af blå som én af årets farver i deres farvebog for 2020. Og den ligner Pantones til forveksling.
De kalder deres bud for ’Statement Blue’. En nuance, de omtaler som ”klar og energisk”, og hvis navn meget godt afspejler, at det kræver lidt mod at implementere den fra gulv til loft.
Tilbage i september afholdt Dyrup, som er en del af PPG Industries - et ligeledes globalt farveforetagende - pressemøde i Danmark. Her afslørede de deres bud på årets farve 2020: En ditto klar og tidløs blå kaldet ’Chinese Porcelain’.
Tre af de store aktører indenfor farver er altså enige.
Derfor er blå årets farve 2020
Måske tænker du, at det kommer lidt ud af… ja, det blå, at den ret opsigtsvækkende nuance pludselig skal til at være farven.
Men det giver god mening!
Vi befinder os i en tid, hvor naturen og dens sårbarhed og fremtid er i fokus. Vi sætter mere end nogensinde før pris på den og dyrker den i langt højere grad.
Her bliver den blå farve repræsentant for himlen og havet; noget betryggende, velkendt og konsekvent.
Da Pantone første gang udpegede en farve for det kommende år tilbage i 1999, var det også en blå. Den mere dæmpede ’Cerulean Blue’.
”Vi stod foran det nye årtusind og bekymrede os om, om verden ville falde fra hinanden,” fortæller vicedirektør hos The Pantone Color Institute om valget af årets farve for 2000.
Dengang som nu skulle farven give en slags forsikring om at alt nok skulle gå. Og det samme skal ’Classic Blue’ i 2020, hvor vi igen mærker en følelse af ustabilitet og sårbarhed i verden.
Sådan kan du bruge årets farve 2020
Ifølge Dyrup kommer vi til at se de blå farver brugt på en helt ny måde, hvor flere forskellige nuancer sættes sammen.
”Mens væggen er en blå farve, kan det være at sofaen er en mørkere blå og gulvtæppet er en lyseblå – eller omvendt. Mulighederne er mange,” lød det på pressemødet tilbage i september.
Rækker modet ikke til så stort et "statement", kan mindre også gøre det.
Vi har flere gange demonstreret i magasinet, hvor smukt det ser ud med en elektrisk blå som accent i indretningen, og hos det globale farvebrand Dulux bliver den især fortolket som highlight på en beige base. Og det er pænt!
Heldigvis!
For er der en farve, vi ved, fortsætter sin sejrsgang ind i næste år, er det beige og brændte farver. Så er du allerede hoppet med på den smukke tendens, kan du roligt tilføje lidt blåt tilbehør eller udskifte nogle større tekstilflader som fx gardiner, plaid eller sengetæppe og opnå et elegant og modigt resultat.