7 små detaljer, der hygger på badeværelset
Indret dit badeværelse med grønne planter, bløde tekstiler og fin kunst for at skabe en god stemning.
Få et toplækkert badeværelse
Badeværelset er ikke altid lige nemt at indrette, da det helst skal gå op i en højere enhed med de praktiske funktioner, men der er masser af små måder, du kan gøre dit badeværelse lidt finere og hyggeligere.
Det er ikke et opholdsrum på samme måde som stuen eller køkkenet, men det er dejligt med et lækkert badeværelse, der er lige så velindrettet som resten af dit hjem.
Levende lys
Levende lys er måske nok en klassiker, men det er en detalje, der virkeligt kan gøre meget. Stearinlys og duftlys giver en fin hyggebelysning og varme, som giver noget modspil til de ofte blanke og kolde overflader på badeværelset.
Lækre tekstiler
Håndklæder og bademåtter er en meget naturlig ting at have på badeværelset, og det gør meget for stemningen. De bløde tekstiler giver en bedre akustik, og en lækker bademåtte sørger for, at du holder fødderne varme, hvilket uden tvivl forbedrer hyggefølelsen.
Gennemført tema
Tema har måske en klang af farvemisbrug og ubehageligt skrigende pangfarver, men en gennemført stil gør rigtigt meget for badeværelset, og det kan sagtens gøres diskret.
Hold en rød tråd i dine accessories, så for eksempel håndklæder, bademåtte og badeforhæng er holdt inden for de samme toner, og køb et sæt med tandbørstekrus, sæbedispenser og lignende, der matcher hinanden.
Det giver et mere roligt udtryk, og dit badeværelse ryger lige en tak op på luksusbarometeret, når der er et fælles tema.
Frodigt grønt
Grønne planter og blomster er altid et godt, friskt pust, og det ser især fint ud på badeværelset, der godt kan virke lidt bart. Sæt dem på gulvet eller måske en lille hylde, eller hæng dem op i loftet, så du får lidt pynt i forskellige højder.
Fin kunst
Plakater og fotos kan se superfine ud på badeværelset, enten på væggene eller en lille hylde. Det gør indretningen lidt mere quirky og personlig, så den passer til dig og resten af hjemmet.
Små møbler
En bænk, skammel eller et lille bord kan også se superfint ud, og så har du også lidt flere overflader at arbejde med til dekoration eller praktiske funktioner. Hylder og håndklædestiger er også både fine og praktiske, og de er gode til at indrette lidt i højden.
Har du et meget ensfarvet badeværelse, kan for eksempel træmøbler og farverige elementer skabe noget fin kontrast.
Godt organiseret
Hvis hele badeværelset roder, ser det sjældent superhyggeligt ud, så sørg for, at alting har en plads. Hvis du ikke har så meget skabsplads, kan du benytte dig af reoler og hylder med kasser og kurve. På den måde får du styr på småtingene, og det giver mere ro i indretningen at få gemt det væk på en ordentlig måde.
LÆS OGSÅ vores guide til de bedste vasketøjskurve.