Fra kummerligt til kongeligt
Ny diskret herskabelig stil i badeværelset. Engang var det en primitiv oplevelse at nette sig på herskabslejlighedens badeværelse. I dag er det en fornøjelse, der både er luksuriøs og praktisk.
Ulla og Jens er begge i slutningen af 30’erne og bor sammen med deres børn i en stor herskabelig lejlighed i København. Her har de boet i mange år uden at få gjort noget ved deres lidt primitive og - mildt sagt - ikke særligt herskabelige badeværelse. Det har sin forklaring.
„Vi interesserer os begge meget for indretning, boligæstetik og funktionalitet. Det har man ikke ligefrem kunnet se på vores badeværelse, og det skyldes måske netop, at vi ikke lader os forføre af hvad som helst. Vi er nok lidt kræsne,“ forklarer Ulla.
Lysten til at tage hul på en renovering af badet kom imidlertid, da parret så et stilskift i en tidligere udgave af Bolig Magasinet. Her forvandlede indretningsarkitekt Pernilla Engberg et langt og smalt badeværelse a la Ulla og Jens' til et lækkert rum. Ergo må indretningsarkitekten også kunne give et kvalificeret bud på, hvordan deres badeværelse kunne få en holdbar og funktionel ansigtsløftning.
„Generelt er det fornuftigt at tage sig god tid til at finde ud af, hvilke behov, det nye badeværelset skal opfylde. Stilmæssigt bør man kigge lidt på resten af boligen og bruge det som pejlemærke for æstetikken. I Ulla og Jens' tilfælde er det oplagt, at det nye badeværelse skal ligge i tråd med den herskabelige klassiske stil, som kendetegner deres gamle lejlighed,“ forklarer Pernilla Engberg.
Den betragtning var parret helt enige i, men derudover havde de en række praktiske krav til deres nye badeværelse. Der skulle blandt andet være plads til vasketøjskurve og gode muligheder for afsætning og opbevaring.