Sådan skabte Pernille et børnevenligt luksusbadeværelse med spa-fornemmelse
Da familien skulle have opdateret deres badeværelse, vidste Pernille, at de gerne ville skabe en luksuriøs spa-fornemmelse i rummet. Men det var også vigtigt, at rummet kunne bære, at familien også rummer to små piger – så funktionaliteten skulle samtidig være i fokus.
– Vi ville gerne have, at man kom ud og fik den der luksuriøse spa-fornemmelse på vores nye badeværelse. At man kunne gå ud og få en følelse af lækker mig-tid og bare nyde et dejligt langt bad i smukke omgivelser.
Opskriften til det nye badeværelse, der er domineret af kvalitetsdesign fra Laufen, var klar, da Pernille og hendes mand skulle renovere det oprindelige badeværelse i huset i Køge. Rummet var på det tidspunkt ikke opdateret i hverken stil eller praktik til et familieliv anno 2020'erne:
– Det tidligere badeværelse var sådan ret 00'erne-agtigt blandt andet med murede buer. Det virkede lidt forældet og meget tungt med blandt andet en massiv bruseniche med tykke vægge. Og det havde en bordplade i træ, som ikke var superpraktisk med børn i huset. Så både det æstetiske og funktionelle trængte virkelig til en upgrade, fortæller Pernille.
Det hele begyndte med de grønne fliser
Pernille brugte mange aftentimer på især Pinterest for at lede efter inspiration til familiens nye badeværelse. Og da hun forelskede sig i ideen om grønne fliser til brusenichen, kom de til at være udgangspunktet for resten af stilen på badeværelset – for her fandt hun den spa-følelse, som hun gerne ville skabe.
– Jeg begyndte helt fra bunden med at lede efter inspiration. Jeg vidste, at jeg gerne ville have noget i nogle farver, der gør én glad, og jeg synes, at den grønne farve er fin og meget rolig, og den gør mig glad. Den er sådan spa-agtig og giver en god følelse, når man kommer ud i rummet.
Samtidig havde parret fokus på, at rummet gerne måtte komme til at virke større og lettere, end det gjorde tidligere med de tykke murede vægge i brusenichen, så de valgte en bruseniche i glas, der går helt til loftet og ikke har en dør. Det giver en åben fornemmelse og gør rummet større.
Den lette og åbne stil bliver bakket op af den fine lille reol fra Kartell by Laufen, som står ved siden af brusenichen til håndklæder og pynt.
– Til at starte med havde vi faktisk ikke overvejet et reol-møbel, men da jeg så denne i grøn, så tænkte jeg bare 'ej, den grønne farve fra fliserne kunne gå igen', og så er reolen rigtigt let, fordi den er gennemsigtig, og det passer perfekt til rummet, forklarer Pernille.
Fokus på funktionaliteten
Selv om Pernille og hendes mand drømte om luksuriøse spa-fornemmelser på deres nye badeværelse, så var de hele vejen igennem meget opmærksomme på, at de også har to små børn, der skal kunne bruge rummet. Måske var de også blevet ekstra bevidste om de funktionelle behov, fordi det tidligere badeværelses håndvask stod på en træbordplade, der ikke så pæn ud efter mange års vand-sprøjt fra små børnehænder. Derfor forelskede parret sig i håndvasken fra Kartell by Laufen, der både tilgodeser det visuelle og praktiske.
– Jeg synes, at vasken er helt vildt flot. Den der tynde kant, samtidig med at den er meget enkel. Det er ikke noget, man ser så tit, synes jeg. Og så er det enormt dejligt, at hele vasken er porcelæn, så det er nemt at gøre rent, forklarer Pernille.
– I det hele taget har det jo været med i overvejelserne hele vejen, at her også bor to små børn. Derfor har vi fx håndbruser, så det er let lige at skylle børnene. Det gamle badeværelse havde også gulvstående toilet, men jeg er virkelig glad for det nye væghængte toilet, for det er så meget nemmere lige at tage støvsugeren ind under, og det har rene linjer, der er let og hurtigt at tørre af.
Luksusfølelse, flotte farver og nemt at gøre rent
Der er ingen tvivl om, at Pernille og hendes mand er virkelig glade for deres nye badeværelse. Det kan man se i Pernilles ansigt, når man taler med hende om rummet. Og måske er resultatet blevet så perfekt, fordi de netop havde gjort sig enormt mange overvejelser om både æstetik og funktionalitet inden. Det er i hvert fald også Pernilles helt store råd til andre, der måske står foran en renovering af badeværelse.
– Det er klart, at det gerne må være flot, men man skal virkelig huske praktikken i det, ellers bliver det bare irriterende i længden. For eksempel havde jeg overvejet, om vi skulle have et spejl over vasken i en helt speciel form, der virkelig ville gøre en æstetisk forskel. Men det er også vigtigt for mig i hverdagen, at det er et stort spejl, og at belysningen er i orden. Så vi valgte et stort firkantet spejl med integreret lys, og det tror jeg, at jeg er gladere for i dag end det æstetiske valg, for det skal bare fungere i hverdagen, når jeg skal lægge makeup, plukke øjenbryn eller hvad man nu lige skal.
Resultatet af renoveringen viser også tydeligt, at parret har ramt det, de ønskede sig helt fra begyndelsen. Hvis man beder Pernille beskrive sit nye badeværelse med tre kendetegn, siger hun meget rammende:
Luksusfølelse, flotte farver og nemt at gøre rent.