Wellness på 7 kvadratmeter
Ordentligt, enkelt – og stadig hyggeligt. Det var målet, da Birgit Heinskou skulle renovere sit badeværelse. Og sikke en forvandling. Det lille bad i huset fra 1924 er næsten ikke til at kende igen ...
FØR
- Ældre, slidt badeværelse med brus i badekarret.
- Skakternet gulv, der giver et uroligt udtryk i rummet.
- Meget lidt opbevaring.

EFTER
- Enkelt look med store fliser.
- Ny inddeling med bruseniche og smart reol med opbevaring.
- Væghængt badeværelses møbel, der giver et let udtryk.
- Fine væglamper, som giver et godt og samtidig hyggeligt lys.

Da Birgit Heinskou overtog sit nye hus, var hun ikke i tvivl om, at der skulle et nyt badeværelse til. Men hvordan skaber man et enkelt, moderne look, der passer til et hyggeligt træhus fra 1924?
“Jeg drømte om et roligt badeværelse med en følelse af wellness, som samtidig var ordenligt og nemt at gøre rent,” fortæller Birgit.
Første skridt i forvandlingen var at retænke funktionerne i det syv kvadratmeter store rum. I stedet for det gamle badekar med brus fik Birgit en stor, rummelig bruseniche adskilt fra resten af badeværelset af en smart rumdeler med indbygget opbevaring.
“Jeg er virkelig glad for inddelingen af rummet og ikke mindst for at slippe for et bruseforhæng eller at skulle tørre en glasplade af hele tiden,” siger Birgit.
Næste skridt var at tage afsked med det slidte, mønstrede linoleum og i stedet beklæde gulvet med store, enkle fliser, der understreger det rolige look, som Birgit ønskede sig. Sidst men ikke mindst blev den gamle porcelænsvask skiftet ud med et smalt, væghængt badeværelsesmøbel for at gøre udtrykket let og luftigt.
Til gengæld faldt valget på en lidt anderledes type belysning. I stedet for de klassiske spots valgte Birgit et par skulpturelle væglamper, der sammen med de let mønstrede fliser i brusekabinen og små, søde nipsting er med til at skabe hygge og personlig stemning i det ellers enkle rum.
“Jeg kan virkelig godt lide den hyggelige belysning, der er kommet i badeværelset. Det er nok min favoritløsning,” fortæller Birgit.


Over det nye væghængte toilet fra Duravit er der lavet en lille hylde med plads til små ting, der giver det enkle bad personlighed. Bakkerne er fra Moojo og vasen af Bjarni Sigurdsson.
