9 tegn på, at han er manden, du skal flytte sammen med
I har allerede valgt at blive kærester, så du har forhåbentlig allerede set en masse kvaliteter i ham. Men et fælles hjem kan give uforudsete udfordringer.
Før eller siden dukker spørgsmålet op - spørgsmålet om, hvornår og om, I skal flytte sammen.
Og det kan jo være svært at vide, om du tænker klart, når forelskelsen driver jer rundt i manegen som kåde klovne. Men efter noget tid som kærester, skulle du gerne have fået et par fingerpeg om, hvordan han kommer til at blive, når I får fælles adresse, og det kan være godt, at have et varsel om. For et fælles hjem er den slags, der kan rumme mange overraskelser og sandheder i et forhold.
Hermed de ultimative tegn på, at han bliver en lige så herlig roomie, som han er kæreste:
1 Hans vasketøjskurv er ikke noget, du nogensinde har bemærket
Har du allerede stiftet bekendtskab med den, fordi den flyder over sine breder, så er der en overhængende fare for, at du med tiden kommer til at agere privat vaskekone, hvis du ikke orker at se på den. Minus.
LÆS OGSÅ 33 af de bedste vasketøjsløsninger eller 5 flotte og praktiske måder at opbevare vasketøj på
2 Han lader aldrig en tom toiletrulle hænge
Skifter han rullen ud med en ny og kaster den gamle i toiletspanden, så er han (umiddelbart) en keeper! Det viser, at han tænker på sin næste, og det er ikke noget, der er nemt at lære sent i livet. Det skal ind med modermælken, så send en varm tanke til svigermor. Plus!
3 Han smider ikke håndklæderne på gulvet
Dette punkt er essentielt! Han efterlader ikke det beskidte arbejde til andre. Én ting er ikke at skifte toiletrulle, en anden ting er at efterlade decideret rod i sit kølvand. Det bliver en udfordring, der følger med til hans næste hjem. Og det er godt at vide INDEN, du foreslår, at I slår pjalterne sammen på boligfronten! Amen!
4 Han har boet med en ven, og de er stadig venner
Det siger jo sig selv. Hvis han kan flytte sammen med en ven, og de stadig er venner efter, så er han formentlig til at holde ud at bo med. Bonus!
5 Han skifter sengetøj med en frekvens, du kan leve med
Prøv at bemærke, om det altid er de samme lagner, I vælter rundt i hjemme hos ham… Med mindre, han kun har et sæt (som han vasker) og ikke pt råd til nye, er det svært at komme med en god begrundelse, der retfærdiggør, at støvmidemagneten ikke bliver udskiftet jævnligt. Av av!
6 I har en grundlæggende enighed om, hvor Poul Pava hører til - i containeren eller på væggen
Heldigvis har mange forhold overlevet en stilmæssig splittelse, så det er jo ikke som sådan en decideret dealbreaker, og bør ikke være det. Men lav alligevel PP-testen på ham, og spørg, hvor han står henne i forhold til de karakteristiske tegninger. Så har du en idé om, hvor lang tid I skal bruge på at indrette et fælles hjem, I begge kan ånde i. Gisp!
7 Han har en svupper og en værktøjskasse
En mand (eller kvinde), der ikke ejer det basale værktøj og husholdningsgrej er afhængig af, at andre kommer og klarer ærterne, når det spidser til. Og det er egentlig ikke særligt sexet. Selvstændighed derimod er frækt og en fed kvalitet i en kommende partner og sambo. Uhmm!
8 Han har en levende plante i sit hjem
Han er i stand til at tage vare på et andet “væsen”, og det er også kun et plus, hvis I vælger at flytte sammen. Det viser, at han ikke kun har nok i sig selv og glemmer alt omkring sig - altså med mindre, den lige er halet hjem fra Netto… Så må tiden vise, om hans indre Søren Ryge lever i fuldt flor eller ej. Nervepirrende!
9 Der ligger fnullermænd i hjørnerne
Nu er det jo ikke fordi, han skal være som en anden Askepot med OCD. Så selvom hans vasketøjskurv ikke er forvandlet til udbryderkonge, selvom bregnen i vindueskarmen har det fortrinligt og kosteskabet gemmer på en svubber, så er det et meget godt tegn, hvis han trods alt har så afslappet et forhold til sit hjem, at han godt kan springe en støvsugning (eller flere) over, uden at få ticks. Oummm!