Her er de 5 vigtigste nye boligtrends for 2022
Nyt år - nye tendenser! Kig med og lad dig inspirere af de største penselstrøg på interiørlærredet for 2022. VI giver dig overblikket over de nye trends her.
Er du nysgerrig efter at vide, hvad der kommer at nyt og spændende på boligfronten?
Så er du kommet til rette sted!
For selvom vi fortsat vil se en masse til de bamsede sofaer og siddepladser, de støvede naturlige nuancer på væggene og messing, som længe har været et stort hit, så kommer der også dugfriske elementer til porteføljen af finheder i vores hjem.
Se bare her under.
1 Nuancer af grøn - fra de støvede til de klare
Grøn har det virkelig godt for tiden og populariteten ser ud til at vokse yderligere i 2022.
Vi har allerede set meget til den klare græsgrønne, som kan takke især designduoen Muller van Severen for sin popularitet. Det belgiske par er kendt for at bruge den i det meste af deres design, og farven kommer vi også til at se mange andre steder på alt fra tilbehør til møbler og sofaer.
Men det er ikke kun den friske variant af grøn, som hitter.
Også de mere støvede nuancer er (fortsat) på tapetet og er oplagte at bruge på væggene, som - i modsætning til de seneste år - gerne må være mere rolige i farverne.
2 Shiny "sølv"
Messingreb, messingarmaturer og messinglamper. Det gyldne metal har oplevet et kæmpe opsving de seneste 5 år, men noget tyder på, at tiden er kommet til et nyt metal forrest på scenen.
Krom!
Eller det, der ligner, bliver inviteret indenfor hos de mest modige typer netop nu. Og helst i en ultra skinnende variant - ikke børstet. Vi kommer til at se det på tilbehør som lamper, greb, vaser, hylder og som møbeldetaljer.
Men også på større overflader er det kolde metal ved at blive mere efterspurgt. Her er det som regel i den børstede variant. Men det tæller også.
3 Kuriøs, kreativ keramik
Vi har sagt det før, men det er værd at gentage: unika keramik er stadig et enormt stort hit. Det uperfekte ler er med til at give personlighed til indretningen og er smukt at blande med mere skarptskårede elementer.
I lang tid har det været som funky kopper og andet service, men nu er tiden også kommet til at tænke i vægplatter, lysertager og ting, der ikke kun hører til på spisebordet.
4 Kulørt træværk
Som nævnt under punkt et, så bevæger vi os lige så stille væk fra vildere, mørkere vægfarver, som ellers har været populære.
Nu skruer vi en tand ned for væggene, og fokuserer på træværk, som karme, døre og paneler med vovede farver. Vælg fx en meget lys, næsten hvidlig grøn til væggene og mal træværket i en gullig grågrøn.
5 Massive træmøbler i lige snit
Tiden kalder på ting, som har taget tid. Ting, som kræver fordybelse og som kan forbinde os en smule med naturen og dens helende kræfter.
Af den årsag er naturlige nuancer blevet populære. Og det bliver de mere massive møbler også. Simple, næsten naivistiske møbler, som overlader fokus til materialet.
De "nye look" skal gerne være til den tunge og lidt klodsede side. Sammensæt dem med kontrasten dertil, spinkle møbler, for at skabe noget spænding i din indretning.