Lines cool værker forener 2 af de største plakat- og kunsttrends i et helt nyt udtryk
Dét har vi ikke set før! Men vi er vilde med hendes take på cool kulørt kunst til overkommelig pris!
Scroller vi gennem Instagram og TikTok, er der især to ting, som lige nu hitter indenfor kunst og plakater: spartelværker og borddækninger.
Spartel-billederne ser vi især i hjemmelavede versioner skabt ved hjælp af en tandspartel, som trækkes gennem spartelmassen og efterlader et organisk, ensfarvet mønster.
Modsat er de mange print med borddækning og mad ofte fyldt med farver og et strejf af det uperfekte og legende.
To tendenser i én
Og netop de to tendenser har 23-årige Line Schriver fra Odense, som til dagligt læser til bygningskonstruktør, kombineret i sin kunst, som hun viser frem og sælger på sin Instagram-profil; @froekenluna.
Værkerne består af en kombination af maling og spartelmasse, som fusioneres til et slags moderne relief i 3D. Ofte med borddækning og hverdagssituationer som fokus. Og nogle med yderligere 3D-effekt i form af blomster i vaser, der bogstaveligt talt læner sig ud af billedet.
Idéen til at lave kunsten på netop denne måde opstod, da Line fik sin datter, Luna, og hvor det at lave kunst pludselig skulle laves ud fra konceptet; "mal et maleri på 10 minutter, inden barnet vågner".
Hvordan opstod idéen til at lave dine værker på den måde, hvor der er den her 3D-effekt?
– Jeg havde et ønske om, at få mine malerier til at "fylde" mere i udtrykket på en måde, hvor jeg kunne sjuske og forme. Dog skulle det stadig kunne gøres på en nogenlunde tilgængelig måde i værkstedet i kælderen, fordi det var i forbindelse med, at vi lige havde fået vores datter, og jeg derfor havde mindre tid til at lave mine malerier.
– Jeg kom i den forbindelse på at mikse spartel med maling, fordi det fyldte mere i udtrykket og gav mig en struktur, hvor jeg havde mulighed for at forme og kreere noget på kortere tid, end hvis jeg bare maler med almindelig maling. Og jo mere jeg arbejdede med det, jo mere blev jeg forelsket i idéen om at kunne hænge en skulptur på væggen, hvor man ikke altid skal lede efter symbolikken i det skjulte guldkorn, men i stedet i udtryksfulde 3D-former. Dog skulle det stadig være let tilgængelige materialer, og idet ophobningen af reklamer herhjemme begyndte at tage overhånd, fik jeg idéen om også at begynde at bruge papmaché på mine materialer.
Hvordan laver du værkerne?
– Jeg bruger to forskellige tekniker. Den ene er at blande almindelig spartel med maling. Den anden teknik er at forme ud af papmaché. Mulighederne er mange, og jeg er ikke bleg for at afprøve noget nyt.
Hvordan vil du beskrive dine værker?
– Mine værker skal være kontrasten til fine linjer og flad struktur. Jeg arbejder meget med "at male udenfor stregerne"
Har du tidligere lavet andre kreative projekter?
– Jeg har tidligere læst til møbelsnedker, hvor jeg blandt andet også havde et praktikophold i London - dog uden at færdiggøre uddannelsen. Jeg udnyttede altid tiden, og brugte alle mine trærester til alverdens ting lige fra skærebræt og vinholder til plankebord. Men ellers er jeg bare hele tiden i gang med alle mulige projekter. Tidligere var det min mor, der sagde: "husk nu at lukke de døre, du åbner" eller "det flyder med projekter over det hele". Nu er det min kæreste, der siger det til mig. Jeg kan bare ikke lade være, og jeg er ikke god til stilstand - til trods for, at jeg faktisk har fundet ud af, at det er i stilstand, jeg er mest kreativ.
Har du et godt råd til andre, der gerne vil i gang med at male og være kreativ til mere end eget behov?
– Det er bare at komme i gang og springe ud i det. Rod en masse, ryd op, vær flyvsk og fald ned igen. Lær at mærke, føle og forstå de inputs, som kommer til dig.
Drømmer du om at have et af Lines værker hængende derhjemme, kan de bestilles gennem hendes Instagram-profil, hvor du både kan finde færdige værker, men også altid er velkommen til at skrive en privatbesked, hvis du har specifikke ønsker.