De 10 (+1) bud for roomies, ingen må bryde!
Ingen har lyst til at bo med en Nutellatyv, der spiller dub step før daggry! Skal du flytte sammen med nogen, så er dette regelsættet, der sender jer godt på vej mod et livslangt venskab.
1 Du skal rydde op efter dig selv!
Har du halet det helt store arsenal af tre-stjernet, remou og ristede løg ud af køleren, så sætter du det hele tilbage igen, når din rundtenom er færdigsmurt – inden, du sætter dig til bords, ikk. Der er ikke noget værre end en ufrivillig omgang ”gæt-hvad-din-roomie-fik-til-frokost”. Det skal helst være helt umuligt at gætte med mindre I spiste den sammen.
2 Du må ikke tage din roomies… noget som helst!
Det er fristende lige at liste en klat af den velduftende balsam i den flotte flaske ud i håndfladen og forkæle dine sprøde lokker lidt, når døren alligevel er låst, og ingen kan kigge med, men den går ikke Granberg! – med mindre du har spurgt om lov først! Ellers er al din roomies ejendom off limits. Det gælder også smør, mælk, den der gode kaffe! Alt andet er altså tyveri – også selvom du har nøglen til hoveddøren.
3 Du skal banke på – og vente på svar!
Når nu I har valgt at residere i fælles lejlighed, må vi lige have kridtet banen op i forhold til privatliv – for uden, har I intet!
Du kan ikke tillade dig at brase ind på sloffens værelse, før du hører ordene ”Kom ind!”. Du kan aldrig vide, hvad vedkommende foretager sig, og måske har du faktisk heller ikke lyst til at vide det, så styr lige din iver efter at fortæller om gårdsdagens date og vent på svar.
4 Du må ikke feste uden samtykke
Mange ting virker som brilliante idéer, når de opstår i en rus af øl og godt selskab, men nej. Det er ikke okay at invitere halvdelen af bodegaen med hjem til fest uden at have spurgt din roomie først – heller ikke selvom han måske sidder lige der i røgskyen sammen med dig og kvæler sin syvende Ale 16.
5 Du må ikke bruge det sidste toiletpapir
Lad nu bare være! Når du ser, der er én rulle tilbage, drøner du ud og køber nye forsyninger. Hvis din roomie også er topnice, har I nu dobbelt op af toiletpapir, fordi I begge to har været så fremsynede og tænkt, der skulle tankes op. Det er altså ægte roomie-love.
6 Du må ikke holde fælles ting som gidsel!
Én af fordelene ved at bo sammen med andre er naturligvis, at der er flere til at spytte i den fælles pulje, når der skal betales husleje og indkøbes fornødenheder til hjemmet, men det betyder altså også, at der er andre, der regner med støvsugeren eller servicet, og at det altså bare ikke går, at have dem i transit flere dage ad gangen.
7 Du skal varsle overnattende gæster
Det er god stil at informere beboeren på den anden side af væggen om eventuelt besøgende – både af familiemæssig karakter og mere spontan karakter. Du må give din roomie chancen for at iklæde sig morgenkåbe på spurten fra badeværelse til værelse, hvis der er risiko for uvedkommende på fælles arealerne undervejs!
8 Du skal betale din husleje rettidigt
Der er ikke noget værre, end at skulle vente på betaling fra andre og betaler du ikke til tiden, er det ikke sikkert, din roomie kan betale jeres regning til tiden og omvendt. Så sørg for, at der ikke går noget skævt her og betal din del til alt i god tid, så din sambo slipper for at skulle bede om penge.
9 Du må ikke støjforurene
Musik er om noget en smagssag og selvom du måske har set lyset i opera, er det ikke sikkert, din drum'n'bass komponerende roommate inde på den anden side af væggen helt føler den på samme måde. Så lav allerede fra begyndelsen aftaler om, hvornår I må slæbe subwooferen frem og slå jer løs. Ellers er høretelefoner én af de udmærkede opfindelser, der fulgte med 1900-tallet.
10 Misbrug ikke din badetid - men brug den!
Noget af det mest prekære her i tilværelsen er at skulle være budbringer i en sag om skidt personlig hygiejne. Hvis det tilmed er din roomie, der skal overbringe en tiltrængt dosis af sandhed, så skam dig! Og vask dig! Personlig hygiejne er alpha omega, når du vil bo med andre.
Det er til gengæld også på sin plads ikke at forsøge at gå i opløsning under rindende vand, så alt det varme er brugt mandag morgen og din efterfølger helt må skippe eller vælge at komme for sent til dagens pligter. For meget og for lidt er lige skidt. Find balancen.
(11 Du må ikke dyrke sex med din roomie...)