Derfor bliver disse IKEA-møbler videresolgt til mere end det dobbelte

De kom i butikken i 2015 og deres værdi er allerede steget voldsomt!

Ikea daybed i flet med puder og tæppe

Hvad kan få folk til at efterlyse et IKEA-møbel på Dba og til at betale to til tre gange købsprisen for det?

Det spørgsmål har vi stillet os selv efter gentagene gange at være stødt på annoncer og efterlysninger på blandt andet Den Blå Avis og E-bay for Ikeas daybed ’Sinnerlig’.

Sofasengen er designet af Ilse Crawford som en del af særkollektionen ’Sinnerlig’ og blev lanceret i 2015 til en pris på 2.799 kr.

Den er kendetegnet ved sin flet af lyst jute og sorte metalben. Smuk og enkel. Ikke enestående. Men ikke desto mindre er den blevet efterlyst på både Dba og Trendsales adskillige gange og i en annonce var den prissat til 8.500 kr. Altså en prisstigning på mere end 200 procent.

Men hvorfor?

Ikea daybed i felt med puder og tæppe
Daybed flet fra Ikea foran rå murstensvæg
Daybed flet fra Ikea på hvid baggrund

Svaret har Lars Samuelsen, CSO for den danske afdeling af reklamebureauet Grey, et bud på.

  • Der er flere ting i det. Blandt andet er den limiteret, så det ikke er noget, du stadig kan købe, siger han.

Du kan ikke længere købe dig til god stil

Men derfra og til at blive solgt for mere end det dobbelte er der et stykke vej. Og det handler ifølge Lars Samuelsen om vores iver efter at iscenesætte os selv og skille os ud fra mængden.

  • I gamle dage var det nok, hvis noget var dyrt. Det var god smag. Men dyrt er ikke længere nok. Det er blevet ildeset at gå ind og ekvipere sig fra hoved til hæl i en Gucci-butik, siger han og uddyber:

  • Der ligger en stor forfladigelse i ikke at kende historien bag de ting, vi omgiver os med. Det signalerer, at vi bare har købt os til stilen og i dag er design blevet allemandseje. I dag har vi behov for at finde noget, som gør os særlige og i stedet vise, at vi kan sammensætte en unik stil. Her signalerer daybedden, at du havde kulturel kapital nok til at forstå, at den var noget særligt før alle andre, der ikke kan købe den nu, siger han og peger på, at designet også har ramt en tendens i tiden.

Ifølge Julie Løwenstein, stylist på Bolig Magasinet, har Lars Samuelsen helt ret.

  • Den ramte flere forskellige ting, som var og er i høj kurs. Både det simple, nordiske udtryk, men også detaljen med flet og det håndværksmæssigt flotte udtryk har været populært i efterhånden et stykke tid. Og så passer den bare ind i mange stilarter og hjem, vurderer hun.
Daybed fra Ikea
Daybed fra Ikea med planter omkring

H&M-strategien virker også for Ikea

Læg dertil, at Sinnerlig-sofaen har været i både Bolig Magasinet, større internationale udgivelser og på diverse blogs, og du har en klar trend. En hype, som minder lidt om den, H&M har formået at skabe i forbindelsen med deres særkollektioner med gæstedesignere fra de højere lag af modeverdenen.

  • Det er en tro kopi af H&Ms strategi, og hvor luften måske er gået lidt af ballonen hos H&M, så er IKEA jo næsten lige begyndt, siger han.

Og det virker tilsyneladende. Formentlig for begge parter, der låner lidt af hinandens fordele. Ilse Crawford er eksklusivt og Ikea kommer ud til mange. Men på trods af den store efterspørgsel, kommer Sinnerlig ikke på markedet igen, lyder det fra Ikeas presseafdeling.

Det ville også knuse hele hypen, ifølge Lars Samuelsen.

  • Så snart det bliver allemandseje dør hypen. Det er ligesom med de arkitekttegnede 50’er og 60’er-møbler, som findes i mange hjem nu. Dem er vi lidt færdige med. Det er som om, historien er fortalt. Så vil folk hellere finde noget helt andet nu, som ikke handler om pengene. Jeg var hjemme hos nogle kolleger i branchen, der havde daybedden stående sammen med dyre sofaer af Poul Kjærholm i kernelæder og det siger meget om at tiderne skifter, siger han og slutter med en undren.

  • Det er lige før, jeg tror, at hvis du fik fat i en og stillede den på at lager i 10-15 år, så kunne den godt ende med at blive 50.000 værd. Måske. Haha.