Derfor er en af de mest populære planter dømt til at lade livet i dit hjem

Den fås både som træ og som potteplante og er med sine karakteristiske blade med god grund blevet én af de mest populære stueplanter i nyere tid. Det er bare en skam, at de fleste af os må smide den ud, før der er gået et år...

Violinfigen
© Getty Images

En af de planter, der bliver ved med at være populære i indretningen er violinfignen.

Desværre er den også en af de populære planter, som flest af os må opgive.

  • Figner er egentlig en ret nem plante, men de giver alligevel lidt flere udfordringer end for eksempel de populære filodendron- og monstera-typer gør, siger Kamilla Høy, der er planteekspert tilknyttet Plantorama og har 12 års erfaring som rådgivende gartner.

  • Når den ikke har det godt, kan du se det på den, fordi den begynder at smide bladene, fortæller hun.

Mange af os begår grundlæggende tre fejl, når vi hiver en violinfigen med hjem i stuen.

Dem kan du blive klogere på her.

Violinfigen
© Getty Images

Din plante har hjemve

Planter skal ses lidt som kæledyr, der kan være mere eller mindre sensitive. Violinfignen hører trods sin størrelse og kraftige blade til følsomme planter og det giver et vist benspænd, så snart du har kørt kortet igennem og er klar til at invitere din nye plante indenfor i hjemmet.

Planten kommer ikke overraskende fra et gartneri og er dyrket under de ultimative betingelser, som efterligner det tropiske klima, hvor planten naturligt vokser.

  • Så bliver de transporteret til et havecenter og derefter hjem til folk, hvor de pludselig skal stå under andre lysforhold, og hvor der kan være udsving i temperaturen og i hvordan der vandes. Planten har været igennem en masse og er derfor meget stresset, lyder det fra Kamilla Høy.

Nogle planter har det helt fint med nye forhold. Men violinfignen er ikke helt så medgørlig.

  • Hvis du så ovenikøbet tager potten af den og kommer den i ny jord, så er du med til at stresse og forstyrre den yderligere - ikke bare bladene og planten, men også rodnettet, siger hun.

Du skal altså give din violinfigen ro, når den kommer til sit nye hjem.

  • Find den lyseste placering så tæt på et vindue som muligt - og lad den så stå til foråret i sin skjuler uden at potte den om. Den skal bare have vand, og ingen gødning før foråret, lyder rådet fra den garvede ekspert.
Violinfigen
© Getty Images

Hellere tørre ud end drukne

En anden typisk fejl, som mange begår med deres violinfigner er, at de giver dem alt for meget vand.

  • Mange har tendens til at vande til hele potten nærmest er fugtet, og tænke, at så har den i hvert fald fået nok. Men violinfignen tåler ikke overvanding. De tåler bedre en let udtørring - det styrker dem faktisk, siger Kamilla Høy.

Har planten fået for meget vand vil det blive meget tydeligt.

  • Det, der sker, ved en overvanding er, at der ikke er ilt nok i jorden, og det bliver for koldt og for fugtigt - og det kan figner ikke lide. En violinfigen, der bliver overvandet, reagerer med gule blade. Det betyder, at planten er ved at frastøde bladet - den har simpelthen ikke energi og kræfter nok til at have så mange blade på sig, så den smider dem.

Hvor ofte du skal vande violinfignen kommer an på årstiden.

  • Fra november til april har vi kun omkring 7 timers dagslys, så der bruger planter generelt ikke særlig meget vand - og så gælder det, at jo mere lys de står i, jo mere vand forbruger de, siger hun og kommer med et godt tip til at vudere, om det er tid til at finde vandkanden frem:

  • En af de letteste måder at finde ud af om din figen skal vandes er at løfte potten, den står i, og mærke, om potten er meget tung - er den tung er der stadig masser af vand i den. Hvis potten derimod er overraskende let, så er det fordi den mangler vand.

Violinfigen
© Getty Images

Den bedste placering

Det sidste, du skal være opmærksom på foruden hjemkomsten og vanding er naturligvis lyset.

  • De kan være generet af at stå i for meget sol eller i fuldstændig skygge. Så begynder de at smide blade, fordi det bliver for hårdt for dem. De er til semi-skygge, lyder det fra eksperten.

Det værste du kan gøre ved din violinfigen er altså at tage dem med hjem og stille den et forkert sted, potte den om, give den gødning og vande den en masse.

  • Så har man stresset sin plante maks, siger Kamilla Høy.