Bare rolig! Du behøver ikke betale 700 kr. for at komme i nærheden af et Irma-net
Der gik ikke længe før samtlige Irma-butikker kunne melde udsolgt på deres hypede muleposer i ubleget bomuld. Nu sælges de videre til 14 gange prisen!
Det er ikke længe siden, vi fandt ud af, at Irma-butikkerne snart er fortid, og at de i stedet bliver en del af en ny supermarkedskæde, der kommer til at gå under navnet 'Coop'.
Udover at nyheden for mange var forbundet med skuffelse, var den også startskuddet på en hamstring af indkøbsnettet med Irma-pigen.
Indtil nu har nettet især været populært blandt den yngre generation, hvor det er blevet et statussymbol på niveau med designertasker.
Men det tyder på, at udsigten til ikke at kunne få fingrene i indkøbsnettet i fremtiden har fået interessen til at brede sig.
Irmas butikker er nemlig tørlagt for indkøbsnettet - og muleposen, som normalt koster 50 kr., bliver i skrivende stund solgt til op mod 700 kr. på DBA.
Et fænomen, vi har set før i forbindelse med udfasningen af et vist skab fra Sverige og en limited edition daybed.
Vi er jo bare mennesker!
Indkøbsnettet lever videre
Men bare rolig!
Du behøver ikke betale i dyre domme for indkøbsnettet, eller lede alle Irma-butikker igennem i håbet om at finde en enkelt overset mulepose bagerst på hylden.
– Allerede i denne uge kommer der nye Irma-net på lager i flere af butikkerne, lyder det fra Jens Juul Nielsen, Informationsdirektør hos Coop.
Og får du heller ikke fat i et af disse net, så slå koldt vand i blodet:
– Vi kommer til at fortsætte med at sælge de 100 mest populære Irma-varer i de nye Coop-butikker. Og heriblandt kommer Irmas accessories, inklusiv nettet, højest sandsynlig til at være. Men jeg kan dog ikke sige noget med garanti, men alt tyder på det, uddyber Jens Juul Nielsen.