Disse 6 podcasts gør rengøringen derhjemme til en hæsblæsende fed oplevelse!
Kender du nogen, der skal have et kærligt skub til at se rengøringen som en fest frem for byrde? Så stik dem listen her.
Rengøring står på de færrestes top 10 over fede ting, men det er ikke desto mindre et nødvendigt onde. Så hvorfor ikke gøre rengøringen lige så spændende som et afsnit af "Making a Murderer"?
Stik telefonen i lommen og led ledningen til høretelefonerne ind under blusen, så den ikke kommer i vejen, når du er i gang. Så er du klar til at give den gas med kost og spand og en mordgåde som lydtapet!
Dyk ned i en af disse hæsblæsende opklaringer af forbrydelser fra den virkelige verden; også kaldet true crime. En genre, der for alvor fik vind i sejlene som i 2014 med den første podcast på vores liste.
SE OGSÅ De 15 bedste serier på Netflix
Serial – sæson 1
I 1999 forsvinder en populær high school elev fra Baltimore pludseligt. Hae Min Lees lig bliver senere fundet og seks uger efter bliver hendes ekskæreste og klassekammerat Adnan Syed sigtet for mordet. Men han siger, han er uskyldig, selvom han ikke kan huske præcis, hvad han lavede den januar eftermiddag, Hae forsvandt.
Inden der er gået et år er han blevet idømt livstid og har siden siddet i fængsel. Dømt på baggrund af ét vidnes forklaring.
Mange tror, han er skyldig. Andre tror ikke.
Følg med, når den anerkendte podcastvært Sarah Koenig sætter sig for at opklare, om Adnan har siddet uretmæssigt fængslet siden 1999. Hun snakker med vidner og gennemgår utallige dokumenter og afhøringsoptagelser. Hendes arbejde får Adnans sag for retten igen.
I alt 12 afsnit + 3 opfølgende udsendelser
TIP Hvis du rationerer lytningen til kun at være, når du skal klare sure pligter, bliver du endnu mere motiveret!
Dirty John
Debra Newell er en succesrig indretningsdesigner, som efter tre forliste ægteskaber forelsker sig hovedkulds i anæstesilægen John Meehan. Eller det tror hun i hvert fald.
For da hendes børn møder morens nye kæreste er de langt fra ligeså begejstrede for det nye bekendtskab, som Debra. Noget ved John virker forkert. Fx at han altid har sin operationsdragt på, som i øvrigt er nusset og flosset i kanten.
Efter bare to måneder bliver parret gift i Las Vegas, men der går ikke længe, før Debra også begynder at fornemme noget af det, hendes børn har talt om.
I alt 6 afsnit
S-Town
Journalist Brian Reed modtager en dag en mail fra en mand, der hedder John. John beder Brian om at opklare en forbrydelse i hans Sydstatshjemby, hvor en rigmandssøn går og blærer sig med, at han er sluppet godt fra et mord.
Brian rejser til byen, John omtaler som Shit Town (deraf navnet S-Town) og begynder at snakke med beboerne. I slutningen af andet afsnit står det klart at podcasten kommer til at handle om noget helt andet, end først antaget. Tænk guldbarer, labyrinter, mord og gift!
I alt 7 afsnit
Ringbindsattentatet
Et af de mest mærkværdige mordforsøg i nyere tid må være dette, som podcastkollektivet Third Ear fortæller om.
En aften i slutfirserne åbner Bent Skjold Nielsen en pakke i sin kærestes køkken. Pakken har han fundet på kølerhjelmen af sin bil. Udenpå står der navnet på Bents firma, og han tænker, det må være en kunde, der har returneret et katalog.
Indeni ligger et ringbind. Da Bent åbner det, mærker han en pludselig smerte i lysken. En pistol er gået af ved hjælp af en sindrig mekaniske i ringbindet. Bent er blevet skudt.
Følg opklaringen af sagen. Hvem har lavet fælden for Bent? Og hvorfor? Dansk og velfortalt drama!
I alt 6 afsnit
Kvinden med den tunge kuffert
En anden fortælling af Third Ear er den om en kvinde, der drager rundt i Danmark og efter sig trækker et mærkværdig spor. Et spor af svindel og hendes tunge kuffert.
Fortælleren drager ud på en rejse for at finde hende og forstå, hvorfor hun gør, som hun gør og efterlader folk i kølvandet, der er både chokerede og frustrerede og pludselig, står han ansigt til ansigt med damen, han har ledt efter i flere måneder. Og hvad gør man så?
I alt 8 afsnit
Missing Richard Simmons
I 80’erne fik han amerikanerne op ad sofaen og i pangfarvet spandex med sine energiske træningsvideoer. Faktisk var det noget, Richard Simmons fortsatte med helt frem til 2014 både på tv og i egen høje person, indtil han fra den ene dag til den anden pludselig forsvandt.
Der var ikke længere nogen, der troppede op i salen og ledte an til aerobic timerne, som han afholdte én gang om ugen. Ingen, der motiverede og ringede for at holde gejsten oppe. Ingenting. Hans venner ved intet. Hans fans ved intet. Hvad er der sket? Er Richard myrdet? Deprimeret eller noget tredje?
Lyt med, når Simmons ven og klient Dan Taberski sætter sig for at opklare, hvad der skete og om Simmons stadig er i live.
I alt 6 afsnit
OBS Du finder dine podcasts via enten Apple Podcasts eller Google Podcasts eller direkte i en webbrowser.