Efter sommeren er IKEA klar med et alternativ til "bloggerskabet"

Hører du til flokken, der gik forgæves for at erhverve dig det populære Stockholm 2017-skab med flet? Så læs lige med her - Ikea har noget i ærmet!

Ikea Stockholm 2017 skab
© IKEA

Det skabte ramaskrig, da Ikea tidligere på sommeren meldte ud, at deres populære fletskab ikke kommer på lager igen.

Men er du bekendt med IKEA's faste kollektioner, kender du sikkert allerede til deres IVAR skabe. De er især blevet kendte på Instagram, hvor flere har kastet sig ud i at hacke skabene på forskellige måder.

Et af de seneste trends er, at hacke Ikea skabet med fransk flet eller finérbånd, som instagrammer Inbloom eksempelvis har gjort det.

Nu har Ikea selv taget det næste skridt, og bekræfter overfor Boligmagasinet.dk, at de lancerer nye fronter til Ivar-skabet i det populære rørflet.

Måske som et plaster på såret til de mange, der forgæves har ventet på, at deres populære Stockholm 2017 skab - også kendt som "bloggerskabet" - skulle komme på lager igen, men som har fået en nedslående besked.

Ikea skab med flet
© IKEA
Ikea fletlåger til Ivar
© IKEA

De nye låger forventes at lande i sensommeren – højst sandsynligt i september og kan fås til den nette sum af 250 kr. for et sæt! Har du ikke allerede et Ivar-skab klar skal du også have sådan et med i indkøbskurven til en værdi af 450 kr.

Nåede du ikke at få fingrene i det hypede skab, får du nu et rigtig godt - og billigere - alternativ.